Mette vil have ”vandbus”

AF KIM BASSE
Vandet har været en færdselsåre i århundreder. Men i løbet af det sidste århundrede har bilen indtaget pladsen som danskernes foretrukne transportmiddel. Det er endda sket i så overbevisende grad, at antallet af biler i dag har oversteget antallet af husstande i Svendborg Kommune.
Båden er derfor forvist til primært at blive brugt til rekreative formål. Og det er en skam, mener flere borgere på alle sider af Svendborgsund, som Thurineren har talt med. Én af dem er Mette Green Elsborg, som så mange andre thurinere kan ane trætoppene på Tåsinge på den anden side af sundet, hvor hendes 14-årige datter går i skole.
– Jeg har en datter, der går i skole på Tåsingeskolen, og hvor vores søn har også gået på science-linjen. Vores datter skal med bussen om morgenen, men det er lidt fjollet, at hun skal sidde i næsten en time i en bus, når vi kan stå og kigge lige over til Tåsinge på den anden side af sundet, siger Mette Green Elsborg og fortsætter:
– Vi bør se på vandvejen både som en oplevelse, men også som en ren praktikalitet, så vi ikke behøver at flakke rundt i biler, hvor der i forvejen er meget pres på vejene, siger hun.
Læs også: Vandet er en vej: Det skal bruges bedre.
Populære eldrevne havnebusser
Frem mod 2030 skal al fossil færgedrift i Danmark være udfaset. Alternativt vanker der bøder til de kommuner, som endnu ikke har fået omstillet til enten el, brint eller anden alternativ energikilde. Det har fået lokalpolitikerne i Svendborg Kommune til blandt andet at se på færgefarten til det øvrige øhav. Men her bør Thurø og Tåsinge ifølge Mette Green Elsborg tænkes ind i en ny plan for færgefarten i kommunen.
I den forbindelse kan man måske fordel hente inspiration i hovedstaden. I København kunne byens havnebusser nemlig fejre 25-års jubilæum den 12. august i år. Og det med bravur. De populære havnebusser med plads til både cykler, barnevogne og kørestole har nemlig igen sat rekord for flest antal rejsende i 2024. Og så sejler de endda på el.
Ifølge Mette Green Elsborg er det oplagt med lignende havnebusser eller såkaldte ”vandbusser” mellem Svendborg, Tåsinge og Thurø. Især fordi der udover et stort antal beboere også er flere campingpladser på øerne. På Thurø ligger der som bekendt intet mindre end to, og fra de københavnske havnebusser ved man, at netop turismen udgør en stor del af det økonomiske grundlag for driften.
– Det ville da være rart at kunne tage sådan en tur til Svendborg og tilbage igen, når man er turist her. Det skal jo heller ikke være sådan, at de for eksempel ikke kan komme ind på en restaurant og tilbage igen, uden at skulle sluge maden alt for hurtigt, siger Mette Green Elsborg og fortsætter:
– Jeg håber, at de mange turister her om sommeren, vil kunne skabe et økonomisk fundament, så det også kan lade sig gøre resten af året, så sommertrafikken vil kunne bære driften resten af året også.
Vil have politikerne på banen
Mette Green Elsborg mener, at rigtig mange thurineres logistiske hurdler i hverdagen vil blive løst med en havnebus eller ”vandbus”, som hun kalder det. Udover Tåsingeskolen er der også Rantzausminde Skole, samt Ungdomsskolen og diverse ungdomsuddannelser, som de unge vil få nemmere adgang til og fra.
Udover Rantzausminde peger Mette Green Elsborg blandt andet på Troense og Vindeby, hvor vandbussen kan lægge til. Og så er der selvfølgelig Thurø, hvor hun selv bor, med Grasten og Thurø By som oplagte stop.
– Nej, hvor kunne det være fedt, hvis den lagde til i Blåby, nede omkring Gambøt, eller her hvor vi nu sidder ved Walsted. Også for os lidt ældre, der gerne vil ind på en restaurant, uden at skulle tænke på om vi får et glas vin for meget og ikke kan køre hjem. Jeg arbejder ude i Svendborg Nord, så jeg ville nok ikke tage den på arbejde, men jeg vil helt sikkert bruge den til at tage ind til Svendborg, siger hun.
– Vi er nødt til at tage diskussionen, om det skal være et offentligt tilbud eller noget privat, og så er vi selvfølgelig nødt til at få politikerne med ind over, siger Mette Green Elsborg.
Om Havnebusserne i København
Havnebusserne har en makskapacitet på 80 personer.
Der kan maksimalt være 30 børn ombord på grund af antallet af redningsveste.
De har plads til otte cykler og fire barnevogne eller kørestole.
En tur med havnebussen koster det samme som en almindelig busbillet.
Havnebusserne har 11 stop og er 100 procent eldrevne.
Havnebusserne ejes af Movia, som er et offentligt selskab ejet af 45 kommuner og to regioner på Sjælland.
De drives af det private selskab GoCollective (tidligere Arriva), som sejler havnebusserne.
Movia kan sætte reklamer på alle havnebusser for at reklamefinansiere driften.
Movia modtager støtte fra EU’s ELENA facilitet (under Horizon 2020 programmet) til at forberede omstilling af busser og havnebusser til eldrift.
Foto: Kim Basse







