Kreativ ny terrasse symboliserer istid

Gorilla Park ved Stenstrup har for nylig præsenteret deres nybyggede terrasse, skabt af Erik Pettersen og Magnus Tromborg Thaysen.
Hovedfoto

AF MICHAEL GRUBE – Den Lille Avis SYDFYN

 

 

Terrassen, der ligger med en smuk udsigt over istidslandskabet med marker, skov og Det Sydfynske Øhav, har fået en varm modtagelse af parkens besøgende.

– Efter at skulle skifte en lille, rådden terrasse, gav vi os selv frihed til at lade kreativiteten flyde frit, forklarer de to skabere.
- Det resulterede i et projekt, der ikke kun passer naturligt ind i landskabet og naturen omkring, men også fortæller en historie om Geoparken.

De hjerteformede velkomststen og trædækket med indbyggede sten symboliserer for eksempel isgletsjeren, der skubber til fjeldet. Derudover er en stor del af materialerne fundet på Skjoldemose, hvor Gorilla Park er placeret, hvilket fuldender den lokale fortælling.

Kunderne har også bemærket den spektakulære terrasse, og reaktionerne har været overvældende positive. Det er ikke kun kunderne, der er begejstrede. Ejer af Gorilla Park Anders Ulrich udtrykker også sin glæde over byggeriet:
- Mine kolleger er både dygtige håndværkere, men også særdeles virksomme kunstnere. Det er imponerende, hvordan de med naturens materialer, gå-på-mod og en god portion kreativitet har skabt et helt enestående rum for ankomst og som opholdssted i klatreparken.

 

Klatreparken har både Øhavsstien og Herregårdsruten i baghaven, og med den nye terrasse er der kommet et naturligt stop, hvor landskabet kan nydes med en kop kaffe og en is.

Det er dog ikke det eneste projekt, som Erik og Magnus arbejder på. De er fortsat med at bygge en veranda rundt om skovpavillonen ud fra samme kunstneriske overvejelser som terrassen, hvor de igen vil skabe en atmosfære, der smukt komplimenterer naturen omkring dem. Den kan parkens gæster glæder sig til at opleve i løbet af sommeren.

Skriv et svar

Your email address will not be published.

Post comment