Juniormesterlære: En ny mulighed for unge, der åbner dørene til erhvervslivet og til en ungdomsuddannelse

AF SKOLELEDER, BERIT VOLDER OG AFDELINGSLEDER DORTE BOCK, ØRSTEDSKOLEN
Hvad er Juniormesterlære?
Juniormesterlære er en ny læringsform, hvor unge kombinerer deres skolegang med praktik i en virksomhed, hvilket giver dem mulighed for at få praktisk erfaring i et erhverv, mens de stadig går i folkeskole. Gennem denne ordning får eleverne ikke kun faglig viden, men også værdifulde kompetencer som teamwork, ansvar og problemløsning. De bliver en del af et arbejdsfællesskab og får direkte erfaring med det erhverv, de måske ønsker bliver en del af deres fremtid.
Tilbuddet starter i kommende skoleår – til august 2025 – og er for elever, som skal i 8. eller 9. klasse.
Udspillet fra ministeriet er, at de unge fortsat er tilknyttet deres årgang og klasse, og modtager undervisning tre dage om ugen og som minimum er sikret læring i dansk og matematik. Eleverne vil som minimum gå til prøve i dansk og matematik på 9. årgang.
Erhvervsrådet
Erhvervsrådet på Langeland ser Juniormesterlære som en vigtig investering i fremtidens arbejdsstyrke. Virksomhederne på Langeland får mulighed for at påvirke og opdage de unge tidligt og give dem den nødvendige erfaring og støtte. Erhvervsrådet på Langeland håber, at denne ordning vil skabe et stærkere bånd mellem erhvervslivet og Ørstedskolen og sikre, at unge mennesker er bedre rustet til at træde ind på arbejdsmarkedet.
De unge skal i praktik – ikke i lære
For de unge betyder Juniormesterlære en unik chance for at udforske deres interesser og styrker, hvor de ikke kommer man ikke i lære, men i praktik, som skal give en ballast til senere at kunne komme i lære.
Tilbuddet er for alle unge på 8. og 9. årgang og for alle erhverv, hvor ungdomsuddannelsen er tilknyttet erhvervsskolen. Det kan være en uddannelse som mekaniker, landmand, håndværker, frisør, sosu-assistent, butiksassistent, produktionsmedarbejder, kok eller andet. Der er næsten ingen begrænsninger og dermed giver det et hav af muligheder.
Informationsmøde den 5. marts 2025
Juniormesterlære er et spændende skridt i retning af at give unge mennesker konkrete værktøjer og erfaringer, der kan hjælpe dem videre i deres karrierevalg. Vi ser frem til at følge den videre udvikling af lovgivningen og glæder os til at kunne informere elever, forældre og øvrige interesserede.
Vi inviterer til informationsmøde den 5. marts 2025 kl. 17.00 til 18.00. Mødet bliver afholdt på Ørstedskolen, skoletorvet i udskolingen.
Foto: Folkeskolen.dk med henvisning til De Frie Fagskoler og Izusek.
