Café-byen Svendborg

AF SUSANNE RIBER
Cafékulturen breder sig lystigt i Svendborgs gader. Caféstolene og parasollerne fylder i gadebilledet. Café to go og café to stay. Vi omfavner det hele, en kultur, som passer os godt, måske fordi vi kommer ned i gear og nyder byen og samtalen. Kaffe eller et glas vin befordrer en god snak.
Vi er en af verdens fem mest kaffedrikkende nationer, og i dag er kaffe ikke blot en kande filterkaffe. Udvalget af kaffe er stort, og vi nyder de mange forskellige slags: den med meget mælk først på dagen og den kraftige espresso til at stramme os op senere på dagen.
Caféer, restauranter og vinbarer fylder i gadebilledet og har stille og roligt ændret vores vaner for byliv. Man mødes oftere på caféer end hjemme privat. Vi inviterer ikke så ofte vennerne på middag. I stedet går vi sammen i byen og spiser. Måske er det blevet for besværligt at invitere vennerne til middag, måske er det blevet vigtigere at mærke byens puls, som vi jo gør, når vi sidder på en restaurant eller café, eller måske har vi ikke lært, hvordan man laver et godt måltid mad.
Men noget nyt er opstået: fællesspisninger. Vi mødes i foreninger, på vejen og i forsamlingshuse og spiser sammen. Ja, selv nogle caféer ser trenden og laver spisninger med fællesmenu til rimelige priser. Til fællesspisninger laves maden ofte af uprofessionelle, af de lokale, under kyndig vejledning af en i flokken, der kan lidt mere ud i madkunsten end de andre. Fællesspisninger henvender sig til alle og nogle steder især til småbørnsfamilier, som kan se frem til et godt måltid mad, hvor de ikke selv skal stå i køkkenet, og hvor de kan få en snak med venner og naboer. Disse fællesspisninger gør det muligt for børnefamilier at ”komme i byen” i en periode i livet, hvor en travl hverdag ellers gør det svært.
Fra jord til bord er også et forholdsvis nyt begreb, hvor vi forkorter afstanden mellem jord og bord, og det bliver tydeligere, hvor maden kommer fra, og hvordan den er lavet. Et skridt nærmere naturen og et element, som ikke kun indgår i fællesspisningerne, men som mange caféer og restauranter har taget til sig som en del af deres brand.
Velbekomme.







