Hjerteforening i offensiven for flere medlemmer

AF MICHAEL STRANGE LORENZEN
Selv om flere danskere lever længere og bedre, er der stadig masser, som dagligt er påvirket af en hjertesygdom. Faktisk ligger tallet på 670.000, og hvert år rammes knap 66.000 af en hjertekarsygdom. For hver femte af os slutter livet som følge af en hjertekarsygdom.
Disse tre kendsgerninger påpeger Hjerteforeningen Langeland, som nu går i offensiven for både at skaffe flere medlemmer og for at få flere mulige emner til at påtage sig en tjans i bestyrelsen. For tiden har Hjerteforeningen Langeland 365 medlemmer og syv i bestyrelsen.
– Folk i al almindelighed ved godt, at Hjerteforeningen eksisterer, men vi er ikke nær så kendte som andre foreninger for sygdomsramte og pårørende så som Kræftens Bekæmpelse og Gigtforeningen, fortæller Hanne Borum, som langelandstidende.dk har mødt sammen med Ditte Nielsen og Gerner Laursen. Alle sidder i bestyrelsen for Hjerteforeningen Langeland.
Det, som er de store trækplastre, er motionstilbuddene hos Hjerteforeningen Langeland, påpeger de tre medlemmer af foreningens bestyrelse.
– Her er det vigtigt at slå fast, at vi har gåture, hvor tempoet er tilpasset, at folk har hjerteproblemer. Vi kan godt kalde det for ”gå langsomt”. Turene har vi tirsdag i ulige uger, og vi opfordrer folk til at tage rollator eller gangstave med. Det er uden tilmelding, fortæller Hanne Borum.
Desuden er der hjertemotion med hold på tre niveauer. To hold med træning med høj puls, balance og redskaber på måtte og et hold, hvori der indgår en stol og trænes med høj puls, balance og forskellige strækøvelser.
– Måske rynker nogen på næsen af det med stolene. Men de giver en sikkerhed, blandt andet for folk, der er ramt af svimmelhed, påpeger Gerner Laursen.
Kan meget mere
Selv om tallene for hjertelidelser som nævnt indledningsvist er høje, er der sket meget på området gennem tiden. Som tidligere sygeplejerske, blandt andet på en hjerteafdeling, har Hanne Borum blik for nogle af ændringerne.
– For 50 år siden måtte patienterne ikke stå ud af sengen eller selv vaske sig, og de var sat på skånekost. I dag kan folk, der er ramt af hjertesygdom, ofte kunne meget mere efter nogen tid, naturligvis afhængigt af, hvor alvorligt de er ramt, nævner hun.
Når det gælder motion, har Hjerteforeningen mere end 300 hjertestier i Danmark. Det er gåture, som er venlige over for folk med hjertesygdomme og lignende lidelser. På Langeland er der Hjertestien Vejlen lige uden for Rudkøbing med en længde på 2,3 kilometer. Desuden er der Hjertestien Ristinge Halvø på 3,22 kilometer, som man kan afkorte til 2,66 kilometer.
Der er på nuværende tidspunkt ingen hjertesti på Nordlangeland, men Hjerteforeningen Langeland anbefaler en tur i Vestre Stigtehave ved Lohals med start ved ”Hollænderhuset”, Houvej 59.
Men det er ikke kun motion. En anden og lige så væsentlig ting handler om kost. Foreningen afvikler fire hjertecafeer årligt i Frivilligcentret på Fredensvej i Rudkøbing. Den forestås af Hanne Borum og Ditte Nielsen, som gerne efterlyser andre, der måtte have lyst til at være med i afviklingen.
For nylig havde man besøg af en diætist, Ditte Lindhardtsen, og det blev så stor en succes, at man satser på at invitere andre forskere, fortæller Ditte Nielsen.
Det kan blandt andet handle om emner som apnø og hjerteflimmer.
– Måske kan vi ikke præsentere kæmpestor, ny viden, men vi kan få det sat ind i sammenhængen med hjertesygdomme, og hvordan vi kan forebygge sygdommene eller i hvert fald hjælpe folk, som har dem inde på livet, siger Hanne Borum.
Af andre arrangementer, som Hjerteforeningen Langeland har afviklet, fremhæves et med tv-lægen Peter Qvortrup Geisling og musiker Mathilde Falch med fokus på livsglæden og livsdueligheden samt en udflugt til Assens.
Det vil man gerne byde på mere af.
– Og vi vil også gerne have flere af de gode historier frem, så vi kan påvise, hvordan nogle helt utroligt er kommet sig over deres hjertesygdom og har fået er godt liv. Det er helt vanvittigt, hvad nogen har oplevet og klaret, tilføjer Hanne Borum.
Om Hjerteforeningen
Hjerteforeningen er grundlagt i 1962 og tæller i dag 100 lokalforeninger og klubber med et samles medlemstal på lidt under 125.000.
Hjerteforeningen har cirka 100 ansatte og driver blandt andet en telefon, Hjertelinjen, på 70 25 00 00. Her kan man søge råd og vejledning hos en hjertesygeplejerske, en psykolog, en socialrådgiver og/eller en diætist.
En del danskere viser deres taknemmelighed med Hjerteforeningen, der i 2024 arvede 60,4 millioner kroner via testamenterne fra 114 afdøde personer.
KILDE: Hjerteforeningen
Foto: Michael Strange Lorenzen







