Ebbe blev 67 år da han døde

AF CHRISTIAN DAN JENSEN
Ebbe Christensen havde siden 2015 vidst, at hans hjerte ikke var helt, som det skulle være. Han fik medicinsk behandling og alt gik egentlig godt, men den 17. juni 2016 ændrede alt sig på få sekunder og en helt almindelig formiddag blev dramatisk.
Ebbe og hustruen Birgith havde planlagt en gåtur fra hjemmet i Rudkøbing. Den tur blev aldrig til noget.
– Jeg hører Ebbe tabe et krus på gulvet. Da jeg kommer hen til ham, er han faldet om med hjertestop, fortæller Birgith.
Hun konstaterede hurtigt, at Ebbe hverken havde puls eller åndedræt og ringede straks 1-1-2. Som uddannet sygeplejerske gik hun med det samme i gang med livreddende førstehjælp.
Akuthjælpere var fremme på få minutter
Da Birgith ringede 1-1-2, blev det livreddende beredskab på Langeland straks sat i gang. Ved et hjertestop bliver alarmen sendt videre til de nærmeste akuthjælpere, som får besked på deres telefon og kan rykke ud med det samme.
Samtidig bliver den nærmeste hjertestarter gjort klar. Skabet, hvor hjertestarteren står, åbner automatisk, blinker blåt og udsender en lyd, så hjælperne hurtigt kan finde den – også hvis det er mørkt.
– Det betyder, at vi kan få mennesker med uddannelse i livreddende førstehjælp hurtigt frem, mens ambulancen er på vej. De første minutter kan være afgørende, når et menneske får hjertestop, fortæller Henrik Schakow, formand for Langelands Hjertestarterforening.
På Langeland er responstiden meget kort. Den første akuthjælper er i gennemsnit fremme efter omkring fire minutter – og i Ebbes tilfælde gik det endnu hurtigere.
Mindre end tre minutter efter alarmen var de første akuthjælpere fremme hos familien i Rudkøbing. Den ene havde hjertestarteren med og overtog sammen med de andre den livreddende indsats.
– Det går helt utroligt hurtigt det hele. Blot få minutter efter jeg er begyndt med førstehjælpen, slipper mine kræfter op. Jeg kunne simpelthen ikke mere fysisk. Så da akuthjælperne kom, var det en stor lettelse, siger Birgith.
Hun oplevede hurtigt, at hjælpen var professionel.
– Jeg blev meget hurtigt klar over, at de var uddannede i livreddende førstehjælp. Pludselig var de bare her – og de vidste præcis, hvad de skulle gøre, fortæller hun.
Hjertet startede igen efter seks stød
Paramedicineren ankom efter syv minutter. Ambulancen var fremme 22 minutter efter hjertestoppet. Heldigvis var den eneste paramediciner på Langeland tilfældigvis i Rudkøbing den dag.
Efter seks forsøg med hjertestarteren kom Ebbes hjerterytme tilbage og blev stabil.
Han blev kørt til OUH i Odense, og ambulancen blev fulgt hele vejen fra Langelandsbroen med politieskorte.
Ebbe havde været uden livstegn i op mod fire minutter.
– Det var et skoleeksempel på, hvor godt akutberedskabet fra Langelands Hjertestarterforening virker. Uden dem havde jeg ikke siddet her i dag, siger Ebbe.

Ebbe Christensen takker Henrik Schakow fra Langelands Hjertestarterforening for sin indsats med akutberedskabet på Langeland.
Ti år senere lever Ebbe livet fuldt ud
I dag er Ebbe Christensen frisk og uden mén efter hjertestoppet. Han lever stadig sammen med Birgith – ti år efter den dag, hvor han egentlig var død.
Han har ikke ladet hjertestoppet sætte store begrænsninger.
– Jeg har altid spillet badminton, og det gjorde jeg i nogle år efter mit hjertestop. Jeg er stoppet nu, men det skyldes mine knæ – ikke hjertet, fortæller han.
Formanden for Langelands Hjertestarterforening, Henrik Schakow, håber, at endnu flere på øen vil blive uddannet som akuthjælpere.
– Vi har brug for flere, så vi kan skabe endnu mere tryghed for beboerne på Langeland. Ebbes tilfælde viser tydeligt, hvor stor en forskel hurtig hjælp kan gøre, siger han.
Vil du være akuthjælper på Langeland, så kontakt Henrik Schakow fra Langelands Hjertestarterforening på telefon 29 91 44 45
Foto: Christian Dan Jensen







