Det, som binder os sammen
Uden jer – ingen langelandtidende.dk.

AF CHRISTIAN DAN JENSEN
Redaktør langelandtidende.dk
Det er nu godt og vel et år siden, at vi i juni 2024 for første gang sendte langelandtidende.dk – MAGASIN på gaden på Langeland. Siden er det blevet til en udgivelse hver anden måned, hvor vi hver gang tilstræber at gøre os umage med at komme hele øen rundt og tegne et billede af alt det, som sker på den 52 kilometer lange ø. Og det er ikke så lidt endda.
Vores første udgivelse af magasinet var på 34 sider, og på det tidspunkt drøftede vi på redaktionen, om det var realistisk, at sidetallet kunne holde hver gang. Er der virkelig så meget stof på Langeland, og så mange lokale virksomheder, som ser potentialet i at annoncere, at vi kan sende et magasin på gaden med den tyngde og kvalitet, vi ønsker?
Ret hurtigt fandt vi ud af, at det er der. Gradvist er sidetallet øget, hvor læserne nu i denne udgivelse kan boltre sig på 52 sider med gode historier fra hele Langeland. Og vi kunne såmænd sagtens trykke endnu flere sider, men der skal jo også være noget til næste gang – og næste gang …
Magasinets eksistens på Langeland er afhængig af øens og områdets erhvervsliv. Det kan vi lige så godt være helt ærlige og åbne omkring. Uden jer – ingen langelandtidende.dk. Jeg vil derfor benytte lejligheden til at sige tak til alle jer, som annoncerer i magasinet og på websiden, og således medvirker til at sikre stabiliteten i, at Langeland har et lokalmedie på øen. Sammen sikrer vi bindeleddet for de gode historier i lokalområdet på Langeland.
langelandtidende.dk – MAGASIN er på gaden fra den 8.august udvalgte steder på hele Langeland. Se nederst i indlægget, hvor du kan hente magasinet helt gratis.
Download langelandtidende.dk – MAGASIN, august 2025









