Fra fan på Svendborg Gymnasium til dirigent for Vocal Line

AF CHRISTIAN DAN JENSEN
For godt 20 år siden sad Line Groth på Svendborg Gymnasium og lyttede til Vocal Line. Hun var allerede optaget af rytmisk kormusik, men koncerten gjorde noget særligt.
– Jeg blev bare fan. Jeg købte deres plade Dream Rhymes, og så var jeg solgt, fortæller Line Groth.
Den 2. oktober står hun igen i Svendborg med Vocal Line, når koret giver koncert i Vor Frue Kirke. Denne gang står hun dog ikke blandt publikum, men foran koret som den ene af to nye kunstneriske ledere.
Line er født og opvokset i Ulbølle og gik på Ollerup Musikefterskole. Efter gymnasiet skrev hun til Vocal Lines mangeårige dirigent Jens Johansen. Emnefeltet lød meget direkte: Hvordan bliver man Jens Johansen?
Vejen gik siden til Det Jyske Musikkonservatorium, og som 23-årig blev Line selv optaget som sanger i Vocal Line. Senere blev hun meddirigent og sparringspartner for Jens Johansen.
Efter 35 år i spidsen for Vocal Line trådte Jens Johansen af i januar 2026. Line Groth og Morten Vinther har nu overtaget den kunstneriske ledelse.
– Det er stort for mig at komme tilbage til Fyn med Vocal Line. Det er jo her, min drøm om at leve af kormusikken begyndte. At jeg nu kommer tilbage som dirigent, er ret vildt, siger Line Groth.
Vocal Line giver koncert fredag den 2. oktober kl. 20 i Vor Frue Kirke i Svendborg og lørdag den 3. oktober kl. 16 i Sankt Hans Kirke i Odense.







