Historien stævner ud på nyt togt

AF CHRISTIAN DAN JENSEN
Hvad kan historien egentlig bruges til, når nutiden trænger sig på med klimakrise, krig, migration og udfordringer for demokratiet?
Det spørgsmål var med ombord, da to gamle museumsskibe i 2025 stævnede ud på en ekspedition til 12 danske havnebyer. Undervejs blev historikere inviteret til at sætte fortidens erfaringer i spil over for nogle af tidens største spørgsmål.
Resultatet er nu samlet i bogen På togt – En ekspedition søger svar. Hvad kan historien bruges til?, der udkommer den 28. august på Gads Forlag. Bogen er redigeret af Nils Valdersdorf Jensen og Kristian Hansen og rummer 12 bidrag med logbogsnotater og refleksioner fra rejsen.
Pointen er ikke at lede efter færdige svar i historiebøgerne. Men fortidens valg, konflikter og erfaringer kan måske gøre nutidens udfordringer lidt tydeligere. Og til søs er der tid til eftertanke. Her bestemmer vind, vejr og skibets rytme mere end den næste notifikation på telefonen.

Nyt togt fra Svendborg
Fredag den 21. august blev der skrevet videre på fortællingen, da Svendborg Museums krydstoldjagt VIKING stævnede ud fra Svendborg Havn. Mere end 20 lokale fartøjer fulgte det historiske skib gennem Svendborgsund på den første del af en månedlang ekspedition.
SvendborgMagasin var inviteret med ombord på Postbåden Hjortø, da de mange skibe fulgte VIKING ud gennem sundet. Den lille motorbåd fra 1954 var i mange år øboernes forbindelse til omverdenen og fragtede både post og passagerer mellem Hjortø og fastlandet. Fra 1957 til 1976 var den ligefrem øens livsnerve.
I dag er den gamle postbåd testamenteret til Svendborg Museum og erklæret bevaringsværdig. Den holdes sejlende af et bådelaug bestående af en flok gæve gutter, som ganske vist har rundet deres første ungdom, men fortsat lægger både tid og kræfter i at bevare den gamle postbåd. Dermed var SvendborgMagasin ikke blot med for at tage afsked med historien – vi sejlede midt i den.
Denne gang sejler VIKING under titlen I SAMME BÅD. På rejsen besøger skibet maritime miljøer i danske havnebyer for at undersøge, hvordan søfartshistorien kan skabe værdi i dag – blandt andet gennem fællesskab, læring, håndværk, trivsel og grøn omstilling.
Først blev de store spørgsmål taget med ombord. Nu går jagten på de steder, hvor historien ikke blot bliver bevaret, men fortsat bruges. For måske ligger historiens største værdi netop dér: Ikke i kølvandet alene, men i den kurs, vi vælger herfra.
Foto: Knud Mortensen og Christian Dan Jensen







