Politiske historiske steder i Svendborg

AF PETER REUMERT

 

Vi går forbi dem hver dag.
Bygningerne.
Facaderne.
Vi kender dem af udseende, men kender ikke deres historie.
De står der bare – og det tænker vi ikke så meget over.
Men nogle af dem gemmer på historier, som næsten er gledet helt ud af vores fælles hukommelse.

En af de mest markante bygninger i Vestergade er den store røde bygning, der i dag blandt andet huser AOFs sprogskole.
Den ligger der med en vis tyngde, som om den rummer noget, andre har glemt betydningen af.
For de fleste er den blot en bygning blandt andre, men engang var den noget helt andet.

Arbejdernes Forsamlingsbygning stod færdig i 1936.
Den blev til, fordi arbejderne i Svendborg gennem 16 år sparede op – krone for krone – for at skabe deres eget sted i byen.
Et sted, der kunne matche borgerskabets saloner, loger og mødesale.
Her hos arbejderne var der plads til 1200 mennesker i den store sal – lidt flere, bemærkede man med stolthed, end der var plads til i Borgerforeningens Guldsal.

Den blev ganske enkelt kaldt “Bygningen”, som om alle vidste, hvad man talte om.
Her mødtes man, diskuterede, organiserede sig og holdt møder, fester og foredrag.
Det var arbejderklassens kulturelle centrum i en by, hvor værfter, rederier og handelshuse gjorde Svendborg til en oplagt kampplads mellem politiske partier og forskellige sociale interesser.

I dag er der stille. Ikke dødt – men meget roligere end tidligere.
Bygningen står der endnu, men dens historie er for mange gledet i baggrunden.
Den er blevet en reminiscens – et spor af en tid, hvor fronterne var skarpere, og hvor bygninger ikke bare var rammer, men i sig selv stod for noget.
Bygningen var betydningsfuld for arbejderbevægelsen i Svendborg.

Og den er ikke alene.

Rundt omkring i byen findes – eller fandtes – andre steder med deres egne fortællinger, hvor politisk aktive mødtes og drøftede byens og havnens fremtid.
Nogle er forsvundet helt.

Som Cafe Plydsen, der lå i Kattesundet.
Et sted, hvor den socialdemokratiske borgmester – naturligvis – holdt hof nærmest dagligt for byens indflydelsesrige forretningsfolk og entreprenører, sammen med kommunebogholderen, der altid sørgede for at bringe borgmesteren sikkert tilbage til rådhuset, som lå næsten lige ved siden af.

For her blev der ikke bare spist smørrebrød og drukket et par pilsnere.
Her blev der truffet beslutninger.
Aftaler blev indgået over bordet i en tid, hvor magten også havde sine uformelle rum.

Sådan var det engang i Svendborg.

I dag er det hele blevet mere ordentligt. Mere formelt.
Og der bliver ikke længere lavet vigtige aftaler i kommunalt regi under indtagelse af alkohol.
Sådan er det politiske liv blevet noget anderledes nu til dags – og måske også lidt mere kedeligt.

Plydsen er her ikke mere, og mange andre steder er også væk – men mere om det på et senere tidspunkt.

Nogle af bygningerne står der stadig. Eller resterne af dem.
Som tavse vidner om en by, der blev formet af mennesker med vilje, konflikter og fællesskaber.

Måske skulle vi oftere standse op i Vestergade og andre steder i byen.
Ikke bare for at se – men huske at spørge:
Hvad er det egentlig, vi går forbi?

For historien forsvinder ikke.
Den bliver bare sværere at få øje på, når tingene ændrer sig, og bygninger måske helt forsvinder.

 

Foto: Christian Dan Jensen