Efterskole?

AF NIS BOESDAL

 

Rigtig mange af vores nyvalgte og genvalgte politikere vil gerne spare penge i disse dage. Folkeskolen har været central op gennem hele valgkampen og nu er også efterskolerne kommet ind i billedet. Det er svært at forstå, både for forældre, bedsteforældre og familier i al almindelighed.

I starten af 1970’erne boede jeg i kollektiv i Østjylland. Mange af os var optaget af starten på Den Røde Højskole i Svendborg. Jeg har aldrig selv været den store håndværker, men jeg var god til mad og børn, og det var der selvfølgelig også brug for, når mange unge har en fælles arbejdsplads, nærmest døgnet rundt i en fremmed by.

På et tidspunkt kom der brev fra Hasselager Skole. De ville gerne invitere Mikkel Beha (Kurs mod fjerne kyster osv.) til en lørdag formiddag på skolen, så han lige kunne se stedet og blive præsenteret for sin nye klasse. Mikkels mor, Marianne, bad mig om tage derover, hun var lige ved at hvidte loft i højskolens køkken.

Så sad vi der, voksne i en lang række nede i bunden af lokalet, og børnene kom frem et ad gangen, instrueret af lærerinden, der skulle stå for klassen.

Da det blev Mikkels tur, spurgte hun:

Er det din far, der sidder dernede?

– Nej, svarede han.

Så er det måske din mors kæreste?

– Nej, sagde Mikkel igen.

Jamen, hvem er det så?

– Det er sgu da Nis! svarede han.

Og det navn blev hængende i lang tid, også nede på højskolen i

Svendborg. Når der var tvivl om jævningen i sovsen til lammekøllerne, råbte en eller anden:

”Bare spørg ”Det er sgu da Nis!”

Vi boede sammen i lang tid. Og vi blev mere og mere glade for både højskolen og byen Svendborg. Da Mikkel mange år senere skulle på efterskole, valgte han uden tøven Rantzausminde.

Sidste år var han på grund af de mange rejser gæst i tv-programmet ”Aftenshowet”. En af værterne nævnte Rantzausminde og Mikkel svarede med det samme:

”Det var et af de bedste år i mit liv. Det var der, jeg fandt ud af, hvem jeg var og hvad jeg skulle lave…”

Noget af en sætning at fyre af i et kedeligt tv-program

Men den gjorde indtryk, i høj grad også på mig.

I dag har jeg seks børnebørn. Rantzausminde er blevet til Svendborg Efterskole, men der er mange andre dejlige steder, hvor store børn kan finde ud af, hvem de er og hvad de skal lave. Tre af mine børnebørn har gået på efterskolen Ryslinge, og de har stadig kontakt med vennerne fra de år. De rejser sammen på interrail i Europa, selvom de for længst har fået deres egne kørekort.

Der sker noget særligt, når unge i den alder forlader de vante rammer i folkeskolen og skal bo og virke sammen på nye måder.

Og glæden over efterskolerne har bredt sig, også i min familie, og venskaberne holder meget længe.

Mange lærer også at spille musik. Man har jo andre forventninger til livet, når man er 16 år – end når man begynder i folkeskolen. Det kunne være spændende, hvis luk-efterskole-politikerne mødte op på festivallen i Roskilde og spurgte de 25 mest populære musikere, om de nogen sinde havde gået på efterskole. Der er stor forskel på at sidde alene hjemme på værelset med en akustisk guitar – og spille i et band.

Skal vi spare den kultur væk?

 

 

Foto: Helge Andersen Lund