Vi ser det hele menneske
ANNONCE

AF CHRISTIAN DAN JENSEN
Det er nok de færreste af os som går gennem hele livet uden fysiske skavanker såsom ondt i muskler, led eller ryg. En ny undersøgelse foretaget af Statens Institut for Folkesundhed viser, at inden for de seneste 14 dage er hver 4. voksen generet af smerter i netop disse områder af kroppen. Og smerter giver nedsat livskvalitet som påvirker vores hverdag negativt.
Hos Profundus, klinik for fysioterapi, som ligger i Sundhedshuset i Svendborg, har man taget et bevidst valg om at give patienterne mere tid i behandlingen. Mange som bliver henvist til fysioterapi, oplever at tiden til selve den individuelle behandling, ofte er begrænset.
– Når man er til behandling hos os, så er behandlingen på næsten en time. Og vi starter altid med en dybdegående og grundig undersøgelse og samtale med patienten, så vi ved præcis, hvor og hvordan vi skal behandle, forklarer ejer af klinikken, Karen Østergaard Weeke.
Asger Jacobsen, som er fysioterapeut og indlejer hos Profundus, samtykker.
– Alt går utroligt stærkt i dag, men vi vil ikke gå på kompromis med kvaliteten. Vi ser det hele menneske. Og tager os tid til mennesket. Vores patienter er ikke bare et nummer eller en lidelse, som skal hurtigt igennem, inden den næste i venteværelset kommer ind på briksen, siger Asger Jacobsen.
’Vi bruger hænderne’
Asger Jacobsen har i sine 17 år som fysioterapeut læst en kandidat i fysioterapi og bl.a. arbejdet på privatklinikker. Karen har 16 års erfaring som fysioterapeut, men er også ved at læse en Master i osteopati– en behandlingsform som fokuserer på helheden i kroppen og behandler smerter og ubalance gennem manuelle teknikker. Det var da hun begyndte at læse til osteopat, at hun så et behov for at åbne klinikken Profundus.
– Hos Profundus er vi manuelle terapeuter. Vi bruger hænderne, siger Karen Østergaard Weeke og tilføjer:
– Vi lægger stor vægt på at optimere og genskabe bevægeligheden i kroppen – og det gør vi ganske enkelt med vores hænder. Det er vigtigt f.eks. at sikre blodtilførsel til vævet omkring et område der gør ondt. Har man et slidt led i hoften, så kan smerten lindres ved at løsne op og skabe flow i kroppen. Det er heller ikke sjældent, at smerter kan udspringe fra et helt andet sted i kroppen, end det man tror. Og det kan bl.a. være fra vores organer, forklarer hun og tilføjer, at det er her hendes kompetencer indenfor osteopati kan komme i spil.
Sundhedsordning for virksomheder
Forebyggelse er ofte kernen til et sundere liv. Og derfor tilbyder Profundus også sundhedsordninger til virksomheder og deres medarbejdere. Disse ordninger kan strikkes sammen på mange måder, men kan eksempelvis være, at hver medarbejder har et arbejdsgiverbetalt beløb til rådighed hver måned. Det er således op til den enkelte medarbejder, om beløbet skal bruges til massage eller behandling. Og om de vil supplere med en egenbetaling, for at få længere tid på briksen.
– Det er god forebyggelse af potentielle skader som f.eks. nakkesmerter, musearme, ondt i ryggen mv. Samtidig viser det at virksomheden tager socialt ansvar og sikrer god trivsel på arbejdspladsen, lyder det fra de to fysioterapeuter som slutter af med at fortælle, at ved Sundhedshuset i Hulgade, er der både parkering lige ved døren og elevator.
En henvisning fra lægen, som giver tilskud fra den offentlige overenskomst, kan ikke benyttes hos Profundus. Men har man en privat sundhedsforsikring, dækker den ofte en del af prisen til behandlingen.







