Stor interesse for etablering af et andelsboligfællesskab i OLUFS HAVE

AF MARIANNE BERTHING
Mange interesserede var mødt op, da foreningen bag boligprojektet ”Olufs Have” i begyndelsen af juni havde indkaldt til orienteringsmøde og stiftende generalforsamling i ”Foreningen til etablering af et andelsboligfællesskab”.
De mange fremmødte fyldte den lille sal i Ulbølle Forsamlingshus så godt og vel. Hanne Kirk bød velkommen og Marianne Berthing satte aftenens rammer.
Arne Ebsen orienterede om de muligheder, som området rummer og gav ordet til Martin Skytte, der som repræsentant for Svendborgs nye almene boligselskab, fortalte om deres interesse for at være med til at udvikle boligprojektet.
Efter en kaffepause sørgede Steen Tinning for en lydefri afvikling af den stiftende generalforsamling. Foreningen skal arbejde for at sikre andelsboliger i området.
Flere end 30 husstande har allerede meldt sig på banen for at følge processen og dermed betalt 300 kr. for det første års medlemskab. Men mange er ligeledes interesserede i de øvrige boligformer. Flere end 400 interesserede tyder på stor opbakning og lyst til at bosætte sig i de flotte omgivelser bag den tidligere cementfabrik.
Bestyrelsen er konstitueret – mulighed for at deltage i workshop
Bestyrelsen konstituerede sig efterfølgende med Arne Ebsen som formand, Anne Lassen som næstforkvinde, Lennart Bro som kasserer, Anne-Birthe Rasmussen som sekretær og Marianne Berthing er kommunikationsansvarlig, mens Hanne Kirk er suppleant. Bestyrelsen skal henover det kommende efterår i arbejdstøjet for at få skabt rammerne for et tidssvarende og innovativt boligområde.
Det indebærer blandt andet, at der arbejdes med en workshop d. 14. september i Station 5762, hvor alle interessenter i et andelsboligprojekt får mulighed for at være med til at skabe rammerne. Boligstørrelsen, indretning, fælles arealer, aktiviteter, bæredygtighed, fælleshus m.m. bliver centrale elementer i den proces.
Hvis man er interesseret i at være med i det videre arbejde eller ønsker at blive en del af de kommende andelshavere, kan man stadig melde sig ind i foreningen – se annonce.
Foto: Marianne Berthing