Jesper hædret for mange års frivillig indsats

AF MICHAEL STRANGE LORENZEN
Siden Jesper Holst og hans kone flyttede til Langeland, har lokalsamfundet nydt godt af hans omfattende frivillige indsats, og den er han nu blevet hædret for med ”Frivillighedens Pris” i forbindelse med arrangementet ”Frivillig Fredag”.
De første to år efter ankomsten hertil var han fortsat tilknyttet arbejdsmarkedet, men fra og med 2013 er det gået stærkt. Han har været medlem af Røde Kors Langeland siden 2013 og kom allerede med i bestyrelsen året efter.
Opgaverne, han har løst og udført, har blandt andet været at køre ugentligt med de store drenge fra Asylcenter Holmegård til svømning og springhal i Svendborg, helt frem til asylcentret blev midlertidigt nedlagt.
Han har været kontaktperson for en somalisk flygtningefamilie fra 2014 til 2019, hvor familien flyttede fra Langeland Kommune. Han har haft en lignende rolle for andre familier, og han har været rådgiver for og bisidder i flygtninges møde med børnehave, skole, PPR (pædagogisk psykologisk rådgivning), børnepsykiatrien og familierådgivningen.
Lokalt har han også medvirket i etableringen af et samarbejde mellem Røde Kors og Ældresagen, der har resulteret i en besøgstjeneste, vågetjeneste og en telefonstjerne (daglig kontakt til medborgere, som man vil sikre har det godt).
Jesper Holst har desuden i en periode været formand for Frivilligcenter Langeland samt været den koordinerende i løsningen af en stor og omfattende sag om skimmelsvamp i en række boliger i Rudkøbing.
Udsendt til fire lande
Det er ikke alene i de seneste år, at han har været aktiv, og ikke kun lokalt. Jesper Holst har arbejdet meget i udlandet gennem tiderne. Fire gange har han været udsendt for DANIDA (Danmarks udviklingssamarbejde, der ligger under Udenrigsministeriet og skal bekæmpe fattigdom, fremme bæredygtig vækst og stabilitet med mere). Turene er gået til Nepal, Mongoliet, Kosovo og Rumænien.
Jesper Holst har været lektor på Aarhus Universitets afdeling i København inden for socialpædagogik og fortsatte som ekstern lektor de første to år efter flytningen til Langeland. Mens han arbejdede i hovedstaden, boede han i bydelen Nørrebro.
– Grunden til, at min kone og jeg flyttede til Langeland, er, at vi kendte det sydfynske område godt, fordi vi altid har været glade for at sejle. Så har vi nogle venner, som slog sig ned på Ærø, og vi har fundet Langeland spændende. Samtidig er det let at komme rundt at besøge familien andre steder i Danmark herfra, fortæller Jesper Holst, der bor i Spodsbjerg.
Han er også formand for Hemingway Club Langeland, som især henvender sig til mænd, der er alene eller har behov for et netværk. Klubben tæller over 80 mænd, alle over 60 år.
Ved hædringen på ”Frivillig Fredag”, der fandt sted på Ørstedskolen i Rudkøbing, kunne Jesper Holst glæde sig over, at både hans kone og søster var med. Der var ”søskendedag” i familien.
Udover et diplom og hæderen var der 5000 kroner til prismodtageren.
Indstillet til prisen var også Louise Bechmann, der er nuværende formand for Frivilligcenter Langeland og blandt andet en af drivkræfterne i ”kaffe, snak og frisk luft” på havnen i Bagenkop, hvor man hver tirsdag indbyder alle til at komme at være en del af fællesskabet.
Tredje indstillede var Jan Mørup Søberg, som tilbyder gratis fodboldtræning for både børn og voksne på Strynø og dermed skaber rammen om fællesskab, glæde og sundhed på tværs af generationerne på øen.
Gerne flere i spil
Men Langeland Kommune havde gerne set flere indstillede.
– Når jeg kigger ud over forsamlingen her, så ved jeg, at langt de fleste af jer kunne være indstillet for den indsats, som I yder, nævnte René Eigil Tækker Clausen fra Langeland Kommune, som koordinerede prisuddelingen og arrangementet i øvrigt. Han er specialkonsulent i sundhedssekretariatet hos den kommunale afdeling Ældre og Sundhed.
Derfor lød hans opfordring til, at man tænker over, om man kender nogen, der fortjener en anerkendelse for frivilligt arbejde, og husker dette, næste gang Langeland Kommune kalder på kandidater til prisen.
I forbindelse med ”Frivillig fredag” blev der også afviklet et valgmøde forud for kommunalvalget den 18. november.
Foto: Michael Strange Lorenzen







