’Vi spiser jo ikke jordbær i januar’

AF CHRISTIAN DAN JENSEN
’Vi spiser jo ikke jordbær i januar’, lyder det fra Lars Habæk fra Den Grønne Oase i Tved, da jeg spørger ham, om hvilke planter der passer bedst til det danske klima. Jeg har nemlig, ligesom mange andre, været en smule for optimistisk og plantet for tidligt ud her i foråret.
– Klimaet ændrer sig, og det giver nye muligheder for planter. Men det betyder også, at planterne skal passe til det danske klima. Planter, som kommer sydfra – f.eks. blomstrende planter – er jo længere fremme i væksten, og når vi så planter dem ud for tidligt i foråret, kan de dø, hvis der stadig er lidt nattefrost. Derfor lægger vi hos os i Den Grønne Oase vægt på, hvad der passer til vores fire årstider. Det er ligesom derhjemme i køkkenet. Her bør vi også lave maden med vores råvarer efter årstiderne. Og derfor spiser vi de gode danske jordbær om sommeren – og ikke i januar, siger Lars Habæk.
Vand rigeligt
Lars Habæk er daglig leder af Den Grønne Oase på Grønlandsvej 3 i Tved. Det har han været siden 2003, så han er et kendt ansigt mellem planterne i det farverige og velduftende plantecenter. Kunderne har mange gode, grønne spørgsmål, som han sammen med sine kollegaer dagligt imødekommer.
– Vi oplever en stor interesse i, hvordan man passer sine planter bedst muligt, og vi gør alt, hvad vi kan, for at rådgive og vejlede efter bedste evne. Det handler ofte om, hvor meget man skal vande sine planter. Kan man vande for meget eller for lidt? Her skal man være opmærksom på, at klimaet ændrer sig, og vi har meget større vandmængder end for blot få år siden. Derfor er det først og fremmest særligt vigtigt at sikre gode jordforhold, siger Lars Habæk og kommer med et godt råd:
– Husk at vande – også selvom det regner. Og gør det om aftenen, fordi der her er mindst vandfordampning. Planter skal have meget vand, og står de i krukker af ler, bliver krukken varm, og så fordamper vandet. Det er vigtigt at få vandet igennem krukken og ned til roden – og at få tilsat næringsstoffer til jorden. Vi anbefaler en jordvander. Det er et langt jordspyd, som man stikker ned i jorden i krukken eller i bedet, så vandet kommer derned, hvor det skal være – ved roden. Det er samtidig vandbesparende, forklarer Lars Habæk.
Foto: Christian Dan Jensen







