Vi skal åbne øjnene for de muligheder øhavet tilbyder

AF KIM BASSE, lokalredaktør – THURINEREN
Vi elsker vores biler. Vi elsker dem så meget, at der nu er flere biler end husstande i kommunen. Den overhaling skete i 2022. Det er dejligt. Det er belejligt, og det er nemt. Særligt når flere af os kører flere kilometer til og fra arbejde, sportsaktiviteter med børnene, til indkøb og meget andet.
Det er ingen hemmelighed, at bilen ofte indtager en meget central plads i familien. Med sjove features som pruttelyde i nogle af de nyeste modeller, er de første skridt mod menneskeliggørelse af dem taget. Der er derfor ingen grund til at tro, at bilsalget mister farten foreløbigt
Men selvom der umiddelbart ingen udsigt er til, at vi går et gear ned, når det kommer til bilkøb og -glæde, kan der måske alligevel være andre oversete transportformer, som ofte kan bruges i stedet. Det kunne eksempelvis være motorbåden, sejlbåden eller kajakken. Disse transportformer har vi sat under lup i denne udgave af THURINEREN.
For Sydfyn og Thurø har stolte maritime traditioner med søtransport. Men i dag betragtes båden som en alternativ transportform. I dag forbindes både med det gode liv. Det er dem, vi bruger til fisketure, udflugter og andre rekreative formål, hvor vi samler energi, overskud og livsglæde. Det skal vi fortsætte med, men husk for Guds skyld fisketegn, når du fisker. Det har en sydfynsk fisker glemt, og de konsekvenser, det kan få, har vi også sat fokus på her.
Men hvorfor egentlig ikke også bruge båden til transport? Sådan spørger en læser, og hans spørgsmål er godt. For hvorfor egentlig ikke bruge vandet mere og bedre, når vi nu som øsamfund er velsignet af så store mængder af det? For det skal være nemmere at pendle og transportere sig selv via vandet i Det Sydfynske Øhav. Vi skal derfor være bedre til at se mulighederne, øhavet omkring os tilbyder. Det gør en thuriner i nærværende blad, som ønsker sig sundbusser, eller ”vandbus”, som hun kalder det. Hun vil kunne sejle med bussen til Svendborg.
Men det kræver politisk vilje at få sundbusser og stille bådepladser til rådighed i Svendborg Kommune. I dette nummer af THURINEREN har vi derfor sendt læsernes spørgsmål videre til lokalpolitikere i Svendborg Kommune. Og deres svar skuffer ikke. Dem kan du også læse i denne udgave af THURINEREN.
Velkommen til THURINEREN.