Undervandsjægere strømmer til Langeland

Jagt på fisk iført svømmefødder, neoprendragt og dykkermaske bliver mere og mere populært. Klubben på Langeland har noget af det bedste vand til netop det, og medlemmer kommer fra hele landet til klubbens arrangementer.
FOTO - Undervandsjægere strømmer til Langeland

AF MARTIN RAMSGAARD

 

 

Stranden til venstre for Ristinge havn er fyldt med kvinder iført fuld dykker-mundering, som forsigtigt er på vej ud på det forholdsvis lave vand. Der er 20, hvoraf de 16 aldrig har prøvet at dykke før. Samtidig er der næsten lige så mange instruktører fra Langelands dykkerklub, der skal give kvinderne en god oplevelse. Der er gang i Undervandsjagt Camp for Kvinder, og de deltagende kvinder kommer fra hele landet.

 

På land står initiativtageren, Lisbeth Larsen, og ser om alt går som det skal. Hun er selv bidt af sporten og vil gerne have flere kvinder til at deltage i undervandsjagten.

 

– Det er faktisk noget, som kvinder er rigtigt gode til, fordi man skal være rolig. Hvis man stresser, er fisken væk. Og så vil jeg da også gerne have, at vi er flere kvinder i klubben, siger hun.

 

Lisbeth Larsen er en af de mange medlemmer af jagtafdelingen af Langelands dykkerklub, der kommer langvejs fra. Hun bor i Odense, og begyndte at jage under vand sammen med sin mand, da børnene flyttede hjemmefra, og de gerne ville have en fælles hobby.

 

– Vi synes det var sjovt og vi synes selv, vi var rigtigt gode. Men der var mange, der sagde, at vi skulle melde os ind på Langeland, for de er både rigtigt dygtige og vil gerne lære fra sig. Da vi endelig fik meldt os ind, ærgrede vi os over, at vi ikke havde gjort det før, husker hun.

 

Foto: Martin Ramsgaard

 

Godt og varieret vand at dykke i,og en velfungerende klub med mange medlemmer har betydet, at UV-afdelingen af Langelands Dykkerklub tiltrækker medlemmer fra hele Fyn. Formanden for jægerne i Langelands Dykkerklub, Kim Boisen, skyder på, at 65 af klubbens 75 medlemmer kommer udenøs fra.

 

– Vores klub har været centrum for undervandsjagt på Fyn i mange år efterhånden. Det er fordi vi prioriterer, at det skal være sjovt og hyggeligt og vi tager tiden til at lære nye op, siger han.

 

At der er så mange medlemmer og instruktører betyder også, at man kan lave et arrangement som Undervandsjagt Camp for Kvinder, hvor der er overskud til at tage sig af så mange nybegyndere.

 

Selvom Lisbet Larsen bor i Odense, så tager hun en gang om ugen turen til Langeland, for det meste for at være med i onsdagsdykningen. Det skinner tydeligt igennem, at hun faktisk er en smule misundelig på langelænderne, der altid er tæt på de gode jagtmarker under vand.

 

– Jeg vil sige, at hvis man bor på Langeland og har så meget godt vand, så skal man altså UV-fiske, – eller i det mindste bare fiske over vandet, siger hun.

 

Campen, der var støttet af Shores, var hurtigt udsolgt, og resulterede i at to, der ikke nåede med i stedet, meldte sig ind i klubben. Så de langelandske undervandsjægere satser på at gentage succesen næste år.

 

Foto: Martin Ramsgaard

Skriv et svar

Your email address will not be published.

Post comment