Den Grønne Pause

AF SUSANNE RIBER
Det er den sidste onsdag i måneden og Anna har travlt i køkkenet i Egense Forsamlingshus. Sammen med en flok frivillige bla. unge fra FGU, Den Forberedende Grunduddannelse, er hun i gang med at forberede et vegetarisk måltid. Om lidt kommer 40 sultne voksne og børn som glæder sig til at spise sammen med andre fra lokalområdet, der skal snakkes, leges og grines. Inden maden er der planlagt en kreativ aktivitet eller et besøg af en person eller organisation der kort fortæller. I dag kommer Hr. Stroganoff fra Svendborg Bibliotek og der skal kigges bøger, fortælles historier og tegnes.
Den grønne pause samarbejder med FGU, de unge øver deres kompetencer og er med til at al det praktiske fungerer.
Fællesspisningerne har et fast koncept, SOS – spis og skrid, maden laves af lokale kokke og der er altid indslag før maden som talks, musik, kreative aktiviteter og samtaler og unge frivillige leger med børnene, så forældrene kan få lidt madro.
Den grønne pause er ikke bare noget man kommer til, det er et fællesskab, noget man er en del af og som man er med til at forme. At spise sammen skaber nærvær og fællesskaber, der opstår relationer på tværs af generationer og ny kultur omkring måden at være sammen på. Lokale deltager på forskellig vis, nogle laver maden, andre bidrager med aktiviteter og andre igen bidrager med de gode ideer og endelig kan man for kr. 200 årligt blive medlem af Den grønne pause, og der følger nogle medlemsfordele med.
I Egense og Rantzausminde er det en gave, at Den grønne pause har taget initiativ til disse fællesspisninger, som jo ikke bare er fællesspisninger, men også så meget andet der støtter op om fællesskaber. Det er ret enkelt, man mødes og handlekraft og muligheder opstår. Mange børnefamilier nyder at kunne sætte sig ved et hyggeligt bord og spise et veltillavet og sundt måltid mad. Men alle er selvfølgelig velkomne, unge, gamle, enlige og familier, tag naboen eller en god ven under armen og besøg fællesspisningen i Egense Forsamlingshus.
Anna og Den grønne pause arbejder på at skabe flere fællesskaber og mødesteder på Sydfyn, og til dette søges der fonde og puljer og flere samarbejdspartnere.
Info om fællesspisningerne og Den Grønne Pause findes på facebook siderne Den grønne pause og Egense Forsamlingshus og på www.dengronnepause.dk og www.egenseforsamlingshus.dk
Måske vi ses til næste fællesspisning den 28. oktober, HUSK tilmelding.
Foto: Susanne Riber







