Thurø tilbydes ny skov og natur

AF KIM BASSE
Svendborg Kommune har netop fremlagt et forslag med i alt 165 områder, som i forbindelse med Aftalen Om Den Grønne Trepart kan omlægges til skov eller natur. I alt skal et areal på størrelse med Lolland, Falster og Bornholm tilsammen omlægges til ny skov for at beskytte miljøet og reducere klimabelastningen.
I Svendborg Kommune skal cirka 4.000 hektar, svarende til 10 procent af kommunens samlede areal omlægges til natur eller skov. På Thurø har 10-12 thurinske lodsejere derfor fået brev fra Svendborg Kommune med tilbud om at omlægge deres jord til ny skov eller natur.
Samtidig er der åbnet en række nye støtteordninger til lodsejerne, og al omlægning er ifølge kommunen frivillig. Men ifølge øens lokale ejendomsmægler, Jan Jensen, fra Sydfynske Boliger, kan kommunens tilbud vise sig at være en rigtig god forretning for både de berørte lodsejere og for Thurø som helhed.
– Ja, det vil påvirke huspriserne og grundværdierne positivt. Al natur, vi får tæt på, forskønner vores liv, også økonomisk. Det forventer jeg også er tilfældet hos de lodsejere, der omlægger til skov eller natur. Med skov og natur kommer der flere herlighedsværdier, og det vil alt andet lige også øge grundværdien. Det gælder både beboerne i Thurø By, men også lodsejernes, siger han.
Skov og natur øger værdi
Ifølge et studie fra Københavns Universitet fra 2023 er der en markant forskel i prisen på landejendomme på over en halv hektar med og uden skovarealer. Her nåede holdt bag studiet frem til, at ejendommene med privat skov havde en øget værdi på mellem 25.000 og 75.000 kroner pr hektar, fratrukket de indtægtsmuligheder, som skoven giver.
I alt er der 73,5 hektar thurinsk jord, som igennem Den Grønne Trepart kan omdannes til bynær natur. Det svarer til lidt over 100 fodboldbaner med tilhørende grøn korridor, rekreativ natur og stiforbindelse mellem Thurø By og Smørmosen i tilgift. Med det foreslåede område, som ligger ned til Thurøbund, vil der derudover kun være meget få, som risikerer at miste noget af deres havudsigt, fortæller Jan Jensen fra Sydfynske Boliger:
– Dem, der gerne vil have udsigt, er som regel, dem der bor på Søndervej og Gambøtvej. Men her er der ofte kun udsigt til marker, og man skal oftest op på 1. sal, hvis man har sådan én, for at kunne se ud over markerne mod syd. Her vil man i stedet få udsigt til skov eller natur og dyreliv, og den slags tror jeg faktisk generelt også vil være bedre for huspriserne her, siger han.
THURINEREN har forsøgt at rette henvendelse til nogle af de berørte lodsejere, men er desværre ikke lykkes med at komme i kontakt med dem.

10-12 lodsejere på Thurøbunds nordlige bred har fået tilbud om at omlægge jorden til skov eller natur. Grafik: Svendborg Kommune
Foto: Kim Basse