Tanker omkring madspild

AF JOHN MARIUS ANDERSEN
I disse tider, hvor der tales så meget om fødevarepriser og leveomkostninger, kan det være på sin plads at snakke om madspild. I hele min karriere i cateringen på et skib blev der gjort en dyd ud af at undgå madspild. Før min tid til søs fandtes tilmed nogle regler, der forbød at smide mad væk. Gjorde man det, og det blev opdaget, kunne der afholdes søret ombord, hvor straffen kunne være tilbageholdelse af hyre. Jeg har hørt om straffe på helt op til en uges hyre for at smide gode madvarer ud over siden, ”på den blå hylde”, som det blev kaldt. Pengene, som blev tilbageholdt, skulle, efter hvad jeg er blevet fortalt, gå ubeskåret til de organisationer, som hjalp sømandsenker og efterladte børn af druknede søfolk.
Man skal ikke lade sig skræmme af datomærkningen, men læse den rigtigt. Ofte står der ”mindst holdbar til” foran datoen. Mange fødevarer kan sagtens anvendes efter denne dato, f.eks. æg og ost. Man skal bruge sine øjne og sin næse, når man er på jagt efter de gode tilbud. Det eneste, jeg ikke kan finde på at gå efter, er såkaldt ”frisk” fisk. Frisk fisk findes ikke i supermarkeder, medmindre butikken har en decideret fiskeafdeling. Fisk skal købes hos fiskehandleren, fanges af en selv eller købes direkte hos en fisker.
Jeg holder meget af at gå i supermarkeder og finde madvarer, som er nedsat pga. dato. Hvad jeg falder over, bestemmer så dagens ret. Eksempelvis: Hvis jeg finder hakket svinekød, som er nedsat, ligger det jo lige til højrebenet, at man kan lave frikadeller, kåldolmer, boller i karry osv. F.eks. kan en pakke skiveskåret hamburgerryg bruges som fyld i en omelet eller som drys på en gang røræg, serveret på en skive ristet eller stegt datofranskbrød med skiver af tomat som garniture. Bacon kan hurtigt blive til en gang ”Brændende kærlighed” eller en lækker ”Potage Parmentier”, eller på godt dansk ”kartoffelsuppe”, som jo smager pragtfuldt, måske monteret med lidt fløde. Specielt i denne kolde vintertid er det en herlig spise. (Jeg plejer at sige, at der ikke findes ret mange retter, som tager skade af en smule fløde eller et skvæt cognac). En prisnedsat leverpostej bliver lækker, hvis den lige lunes i ovnen eller mikroovnen og serveres med lidt ristede champignoner på ristet brød.
Der kan gå helt sport i at søge efter fødevarer, som er nedsat pga. dato. Det drejer sig om at bruge sin fantasi og selvfølgelig øjne, næse og kritiske sans. Det gælder jo også for, hvad man evt. har stående af rester i sit køleskab. Man skal få tingene brugt. Men husk: Er der tvivl, er der ingen tvivl.
Rigtig god jagt.







