Tænk nu, hvis det var alvor
AF CHARLOTTE GALLINA
”Tænk nu, hvis det var alvor,” var min tidligere chefs ord, når jeg kom ind på hans kontor for at få sparring omkring et projektsamarbejde med en lederkollega i modstand, der fra dag ét gav udtryk for, at det ville gøre hans arbejdsliv besværligt, hvis vi lykkedes.
Da vi alligevel nåede i mål med projektet, tog han æren, og jeg lod ham gøre det.
Jeg kunne have valgt at gå i krig eller sige op, men min chefs lettere tilgang til liv og arbejdsliv smittede af på mig, gav perspektiv og afvæbnede mit hjerte.
Året var 2005. Jeg var flyttet fra Svendborg til København med min mand og etårige datter og havde lukket mit firma for at blive lønmodtager. Set i bakspejlet står den beslutning i direkte kontrast til nutidens flyttestrøm af børnefamilier, der går fra København til Sydfyn, hvor mange prioriterer et liv som selvstændige erhvervsdrivende.
Før vi blev forældre, kørte vi fire uger rundt i Danmark for at finde det hyggeligste sted at bygge og bo. Da vi nåede Torvet i Svendborg, fik jeg en fornemmelse af, at her er ”to sekunder mere i minuttet” – og så flyttede vi til Sydfyn. Da jeg 12 måneder senere stod med en dejlig nyfødt datter i armene på Svendborg Sygehus, søgte mit hjerte bedsteforældrene i Nordsjælland, og vi rykkede tilbage.
Nu, tyve år efter mødet med min afvæbnende chef, bor vi igen i Svendborg, tæt på rundkørslen til Thurø, besøger venner på Tåsinge og Langeland, har strategimøder på Ærø og tager på skriveretreats på Lyø. Alle de andre øer ser jeg frem til at besøge. Datteren er flyttet med til Svendborg i egen bolig, og min mand og jeg er nu igen begge selvstændige.
Med en lettere tilgang til livet og brug af lidt humor og fantasi, som i sætningerne ”Tænk nu, hvis det var alvor” og ”to sekunder mere i minuttet”, kan jeg mærke, at mit sind bliver lysere, og mine dage løftes. Det, synes jeg, er ret genialt – at vi med ord kan tænde lys i mørket.
Har du også en sætning, der giver dig glæde og håb?
Foto: Pia Daugaard
