Stærk dansk debutfilm om indestængte følelser

AF IDA NILSSON
Hvis man gik rundt og troede, at fynboer sådan over en kam er nogle fredsommelige og flinke mennesker, kan man godt glemme alt om denne ”fordom” når man ser Sønnike. Den foregår blandt unge lidt rodløse mænd i et miljø – mekaniker – hvor man går meget på bodega og slås meget. Druk er en del af de unge mænds hverdag uden at det gøres til et problem i sig selv. Det samme gælder slagsmål og vold. Jeg har det sådan med vold på film – og det samme gælder sex – at jeg godt kan tro på det findes i filmens virkelighed, uden at jeg nødvendigvis selv behøver se på det. Men det er jo som så meget andet en smagssag.
Lasse, filmens ene hovedperson er en rigtig knudemand. Han bor og arbejder i sit bilværksted og han har f.eks. ikke fortalt sin kæreste, at han har en lillebror, før han bliver ringet op af sin mor, der er bekymret for om han når at komme med til broderens konfirmation.
En tragisk ulykke i familien vender op og ned på alting og tvinger en gammel familiehemmelighed frem i lyset. Mere skal ikke røbes her.
Lasse spilles af Morten Agerholm Jensen og i rollen som lille broderen Vincent ses den ganske unge Bertram Bisgaard, der også medvirkede som et af børnene i filmen Skyggen i mit øje, om det mislykkede attentat på Shellhuset i København i slutningen af anden verdenskrig, der ramte den franske skole, hvor adskillige børn omkom.
Begge de to skuespillere spiller helt fænomenalt godt og troværdigt. Alene af den grund er Sønnike en film man skal se. Desuden er den smukt fotograferet med fine optagelser af det fynske landskab og endelig er musikken, komponeret af Søren Huss også en fornøjelse.
Filmene Mission Impossible, The final reckoning og familiefilmen Lilo og Stitch spiller fortsat i den kommende uge i Bio Langeland. Sønnike får premiere torsdag den 5.juni
Foto: kino.dk