Spejdere får ny hytte: Fuldstændig genialt

AF KIM BASSE
En ny arkitekttegnet hytte med indbygget shelter på første sal, handicaptoilet, stort opholdsrum og internet. Det er blot nogle af de goder, Thurøspejderne kan se frem til, når deres nye hytte står færdig.
Den nye hytte er én ud af i alt 32 ens hytter, som A.P. Møller Fonden donerer til spejdere i hele landet. De nye moderne faciliteter byder blandt andet på et 34 m2 stort og opvarmet fællesrum med indbygget køkken samt opbevaringsrum til telte og andet udstyr.
De nye faciliteter åbner derfor op for mange flere muligheder, end de gamle rammer ved Thurø Rev tilbyder. Det fortæller klan- og spejderleder Bent Mortensen:
– Det åbner op for det, som jeg kalder spejderarbejde 2026, for i moderne tid har de unge bare nogle andre forventninger til spejderlivet med eksempelvis ordentlige toiletforhold. Vi får et fællesrum, hvor vi kan sidde og arbejde med apps, og så kommer der en overdækket træterrasse, så man kan være udendørs og stadigvæk have mulighed for at gå i læ, hvis det regner. Det tror jeg bliver rigtig godt.
– Spejderne overnatter også nogle gange i hytten en hel weekend, og her bliver førstesalen eller loftet simpelthen til et shelter, hvor ungerne kan sove. Det synes jeg, er fuldstændig genialt. Det glæder vi os meget til, siger Bent Mortensen.
Ny grund nær skov og strand
Oprindeligt var planen, at Thurøspejderne skulle blive boende på den nuværende grund ved Thurø Rev. Men dels er den gamle hytte et levn fra før krigens tid, og derfor i så dårlig stand at det ikke længere giver mening at renovere den.
Derudover ligger den nuværende grund inden for strandbeskyttelseslinjen. Det betyder, at der ikke kan opføres nyt byggeri inden for 300 meters afstand fra kysten. Da grunden samtidig står under vand i store dele af vinterhalvåret, blev det besluttet at finde et nyt og bedre egnet sted at opføre den nye spejderhytte.
Visse betingelser skulle dog opfyldes i forhold til beliggenhed: Det skulle være ude i naturen. På trods af de begrænsninger, strandbeskyttelseslinjen giver i forhold til opførelse af nyt byggeri på en ø med Thurøs form, lykkedes det alligevel at finde en grund i Ladegårdsskoven nær Smørmosen, som ejes af Thurø Skove.
Her mangler de sidste formalia omkring lejekontrakten blot at falde på plads, før spejderne kan søge byggetilladelse. Det fortæller Christian Vestager, der er formand for Thurø Skove:
– Vi bakker 100 procent op om spejdernes aktiviteter. De er gode til at rydde op efter sig, og de passer godt på vores skovområder og natur, så det er altid en fornøjelse, når de benytter vores arealer. Det er nogle mennesker med hjertet på rette sted, og det har været en god proces i forløbet med dem, så jeg kan ikke forestille mig andet, end at det snart går i orden, siger han.
Kortere afstand og flere brugere
Den nye spejderhyttes placering tæt på Smørmosen giver ikke kun bedre faciliteter indendørs. De ydre rammer forbedres også markant.
Fra hyttens nye beliggenhed på Østerskovvej får spejderne adgang til et areal på omtrent det dobbelte af, hvad de har på Thurø Rev. Da Thurø Rev derudover bebos af kvæg, bliver det dermed også nemmere at bruge stranden for spejderne.
Det var derfor også en enig bestyrelse, projektgruppe og ledergruppe hos Thurøspejderne, som stemte for flytningen. Ifølge Bent Mortensen fra Thurøspejderne er der også rigtig meget at glæde sig til, når de rykker ind i de nye rammer:
– Det er skoven og stranden, der trækker hos os. Det har vi fundet ude ved smørmosen. Thurø Skove har været meget, meget positive, og vi er meget imponeret over dem. Den nye placering gør, at mange flere får adgang til naturen, og vi tror selv på, at spejderne vil elske det her område, fordi det er meget større, siger Bent Mortensen.
Foto: KIm Basse
Grafik: graaa
