Solopgangen er klimakset
AF POUL RASMUSSEN
Rigtig mange mennesker har fået øjnene op for at bruge naturen rekreativt – herude kan man få ro i sjælen og en pause fra et forjaget og stresset hverdagsliv.
Det er, som om naturens mange indtryk nærmest skubber bekymringerne ud af baghovedet, og et par timer derude i vandrestøvler og med medbragt kaffe og madpakke visker tavlen ren og fylder energidepoterne op. Sådan har jeg det i hvert fald, og jeg er ret sikker på, at mange har det på samme måde.
Dem, der bruger naturen på denne måde, får ofte et yndlingssted – et sted, man gang på gang vender tilbage til, fordi man kender stedet og ikke behøver bruge energi på at skulle finde rundt eller lære nyt, men blot kan nyde.
Mit sted hedder Monnet. Jeg er kommet der fast gennem mere end 35 år. I starten bestemt ikke på et afslappet plan, da jeg som grøn ornitolog skulle forsøge at holde mandtal på det kæmpe områdes fugleliv. Men rutinen efter de mange år derude har vendt det til ren fornøjelse – jo, også selvom der stadig er et stykke optællingsarbejde, der skal gøres.
Uanset årstid og vejr forsøger jeg at komme tids nok til at opleve solopgangen og med den opleve naturen vågne. Et stykke inde på Monnet, lidt sydvest for fugletårnet, klapper jeg rygsækstolen ud. Kaffen bliver hældt op, og ostemaden pakket ud – og så er det bare at vente, til solen bryder horisonten.
Om vinteren kan det være bidende koldt. Men en forventning om, at lige straks kommer lyset på himlen, som tryller et utal af andefugle frem på havet eller vækker tusindvis af kragefugle til live fra overnatning i træerne i Vårø Haver og i en lind strøm og et inferno af lyd trækker lavt ind over dig og ud i øhavet – får dig til at glemme kulden.
Når varmen kommer med foråret, er det lydene, der fylder. Fuglesangen begynder allerede inden solopgangen. Er man kommet i mørke og sidder stille, opfatter fugle og dyr dig ikke som noget farligt, og de kommer ganske tæt forbi dig, når solen giver lys.
Solopgangen er klimakset. Altid mere farverig, altid mere fantastisk end nogensinde før. Jeg har taget tusindvis af fotos af de oplevelser – men har altid efterfølgende måttet erkende, at fotos aldrig kan gengive din oplevelse.
Naturen SKAL opleves derude. I et ringe forsøg på at fange den ”rigtige” oplevelse fra en morgen derude har jeg forsøgt mig med et maleri. Det er fra en lun morgen i maj, hvor engelskgræsset blomstrer på engmyretuerne, og solen kaster sine stråler i landskabet og farver himlen gul.
