Sangglæde, skumsprøjt og sømandsånd

AF CHRISTIAN DAN JENSEN
Det er praktisk talt umuligt at være sur og synge samtidig. Og lige præcis det kommer til udtryk, da jeg besøger Carolinekoret i Forsamlingshus Nr. 13 i Brogade ved havnen i Svendborg. Her, på en ganske almindelig mandag eftermiddag, mødes omkring 50 stemmestærke mænd i et skønt fællesskab af sømandssange – selvfølgelig akkompagneret af levende spillemænd – og med en stemning af både højt humør og lysten til at synge af deres lungers fulde kraft.
Selv for dem, som måtte gå forbi Forsamlingshus Nr. 13, mens Carolinekoret synger, er det meget vanskeligt at være i dårligt humør.

Det maritime forsamlingshus
Det er Margrethe Andersen, som ejer det hyggelige forsamlingshus i Brogade 13, og som kan lejes til festlige lejligheder. Konceptet er enkelt: Man får nøglen til huset, og så er der køkken, bar og et helt særligt og charmerende festlokale med plads til 50 gæster til rådighed. Og et fadølsanlæg, hvis man ønsker det. Man lejer det uden personale og til særdeles rimelige priser.
De hyggelige lokaler bærer tydeligt præg af det maritime, hvor ingen kan være i tvivl om de tætte relationer til Svendborgs søfartsliv. Og netop derfor ligger det helt naturligt, at Carolinekoret mødes her hver mandag og synger sømandsviser.
Det hele startede hjemme i Margrethe Andersens stue i Strandhuse i 2004. Her mødtes koret og sang, indtil pladsen blev for trang derhjemme i stuen. I dag har koret hjemme i Forsamlingshus Nr.13 i Brogade, hvor Margrethe Andersen også bor privat og dannede par med sin nu afdøde kæreste, Jørgen Frederiksen, som var skipper på coasteren Caroline S. og formand for foreningen af samme navn.
– Jørgen og jeg sejlede jo også sammen på Caroline S, så jeg holder utroligt meget af at have Carolinekoret her som ’fast inventar’ i forsamlingshuset, siger Margrethe Andersen og fortæller, at koret tager ud og synger ved en masse forskellige lejligheder, bl.a. til en del festivaler.
– I sommer var vi på Shanty Festival i Helsingør, hvor vi havde et par fantastiske dage og var indlogeret på hotel med havudsigt. Og så synger koret naturligvis også på Caroline S., fortæller Margrethe Andersen og nævner i den forbindelse 20-års jubilæet sidste år, som blev fejret med sang og musik på Svendborg Havn og Frederiksø, hvor Caroline S. har sin faste plads ved kajen, lige ved strandbaren ud for Kammerateriet.

Koret portrætteret
Carolinekoret er med sin stærke maritime identitet knyttet til selve skibet Caroline S., som er bygget i 1959 på H. C. Christensen Staalskibsværft i Marstal. Skibet ejes i dag af Caroline S.-foreningen i Svendborg og bemandes hovedsagelig af tidligere sejlende, nu pensionerede søfolk, som det meste af sommeren sejler med bl.a. fiskefoder fra Haderslev. Herudover sejles der ture for både medlemmer og ikke-medlemmer.
En del af besætningen på Caroline S. lader også deres røst lyde i Carolinekoret. Andre bidrager til det stærke maritime fællesskab med forskellige færdigheder. For eksempel kunstneren Jens Kock, som både synger i koret og har portrætteret alle medlemmerne af Carolinekoret i akvarel og med blyant. De yderst vellignende portrætter hænger flot i baren i Forsamlingshus Nr. 13.
– Jeg blev opfordret til at male korets medlemmer, og den opfordring kunne jeg ikke sige nej til. En del af dem er malet fra det lille styrehus ved Sejlskibsbroen, hvor jeg har mit sommeratelier, siger Jens Kock, som har sunget i Carolinekoret i 3–4 år.

Carolinekoret på film
Der er også lavet dokumentarfilm om coasteren Caroline S., og i øjeblikket arbejdes der på at få rejst midler til også at lave en film om Carolinekoret sammen med filmfotograf Jimmy Bisgaard – samme person, som også har lavet filmen om skibet Caroline S. I den forbindelse er der oprettet en støtteforening, der bl.a. skal søge fonde til filmen.
– Frivillige donationer er meget velkomne, smiler Margrethe Andersen og oplyser, at man kan melde sig ind i støtteforeningen for Carolinekoret på konto nr. 0817 8159 7922 94 eller MobilePay 77111. Et medlemskab koster blot 100 kroner.

Foto: Christian Dan Jensen







