Samvær på Sydfyn
AF NIS BOESDAL
Engang for mange år siden havde Inge og jeg købt en bondegård. Vi besluttede os for at fejre det med en stor julefrokost for venner og familie. Opgaverne var selvfølgelig delt ud, nogen stod for osten, andre for frugten, et tredje hold for stege og atter andre for sild og fisk.
Netop som vi skulle til at gå til bords, ringede vores ældste datter Johanne og sagde, at vi selv måtte hente brød ved bageren – hun skulle lige ind og have et barn.
Vi havde besøg af netop det barn her i Svendborg i julen sidste år. Og allerede søndag formiddag rejste han sig op og sagde, at nu måtte han altså også se at komme hjem.
Jeg blev lidt overrasket, der er jo et stykke vej til Amager, men Sixten forsikrede mig om, at ”hjem” det var Ryslinge.
– De andre er nok allerede begyndt at komme, sagde han, så jeg vil gerne afsted nu.
Han havde ret, værelserne var næsten fyldt, da vi trillede ind i gården ved Ryslinge Efterskole.
Jeg tror, det er godt at have den fornemmelse af samvær i hovedet, ikke mindst i dag, hvor så mange politikere snakker om, at vi kan spare masser af penge ved at lukke efterskoler – og så købe kanoner, så vi kan forsvare demokratiet. Måske er der i virkeligheden mere demokrati i gode måder at være sammen på – end der er i afstemninger i folketinget? Og milliarder i statskassen?
Og det er jo ikke kun Ryslinge. For ikke så længe siden fortalte Mikkel Beha i aftenshowet, at året på Rantzausminde efterskole måske var det bedste i hans liv, for her fandt han ud af, hvem han var og hvad han skulle lave. I dag hedder skolen Svendborg Efterskole, men det ændrer nok ikke meget ved udbyttet ved at gå der.
Der er også efterskoler i Korinth, Faaborg, Vejstrup, Oure, Haarby, Bernstorffminde og andre steder. Jeg aner ikke, hvor mange penge man kan spare ved at lukke dem, men efter min mening vil det være en forbrydelse at lukke dem for at købe droner. Lukker man skolerne, lukker man også ned for det demokrati, det hele handler om at forsvare.
Demokrati er jo også en måde at være sammen med hinanden på. Her i foråret har jeg været til mange festdage, hvor det ikke kun var familier, der råbte hurra for det runde tal, men også foreninger, kor, elever, syklubber, tennisvenner og alle de grå hjelme, man ellers kun møder til foredrag i forsamlingshuset.
Det er vigtigt, at vi ses. At vi snakker. Krydser klinger. At vi i fællesskab bærer det samvær, der er vores bedste våben mod den hormonforstyrrede bedstefar, der er blevet uvenner med sin kones hårtørrer.
Foto: Helge Andersen Lund
