Sælgers marked på Thurø: Beliggenhed får større betydning

AF KIM BASSE
Udbudspriserne for boliger på Thurø steg med 3,7 procent fra 2023 til 2024. Det viser tal, som Svendborgtidende har trukket fra Boligsiden. Det svarer nogenlunde til den stigning, som også ses landsplan i samme periode.
Det er sundhedstegn, mener man hos Rise Sparekasse, der samtidig hæfter sig ved, at den gennemsnitlige kvadratmeterpris for en bolig på Thurø lå på 18.900 i 2024. For hele Svendborg Kommune var prisen pr. m2 17.500 kroner.
– Det er sælgers marked, siger Linda Kongstad Leverson, der er filialdirektør i Rise Sparekasse i Svendborg og Faaborg og fortsætter:
– Thurø er et attraktivt sted at bo med et stærkt sammenhold, og der er også et godt foreningsliv. Der er stor efterspørgsel efter boliger på Thurø, og den gennemsnitlige kvm-pris er højere end andre steder på Sydfyn.
Forventning om yderligere stigninger i 2025
Hos øens lokale ejendomsmægler, Sydfynske Boliger, bekræfter antallet af handler, de tendenser, man ser hos Rise Sparekasse. Her er 2025 skudt i gang med 7 hussalg alene på Thurø i januar.
På landsplan forventes huspriserne at stige med cirka 4,2 procent i 2025. Optimismen ses på trods af store usikkerheder om, hvad Trumpadministrationen i USA og det forestående Forbundsdagsvalg i Tyskland senere i februar får på det globale marked.
– Udsigterne på boligmarkedet er generelt gode, og der er forventning om stigninger i 2025, hvor beliggenhed får større og større betydning, siger Linda Kongstad Leverson fra Rise Sparekasse.
– Vi oplever, at det er ressourcestærke familier, som gerne vil flytte til Thurø, og vi tror, at der fortsat vil være stor efterspørgsel efter boliger på Thurø i 2025. Dog er der nogle som vil være tilbageholdende på grund af usikkerheden i verden.
På billedet ses Linda Kongstad Leverson, filialdirektør i Rise Sparekasse, som forventer yderligere stigende boligpriser på Thurø i 2025.
Foto: Rise Sparekasse
Måned Gns. udbudspris 2024
Januar 4.171.052
Februar 4.664.166
Marts 4.716.630
April 4.565.283
Maj 4.464.042
Juni 4.539.795
Juli 4.739.583
August 4.676.800
September 4.909.591
Oktober 4.846.063
November 4.937.625
December 5.221.000
