Ramsherred i Rudkøbing

AF LULU OKHOLM

I 1971 blev min mand magister i forhistorisk arkæologi og fik tilbudt en stilling på Langelands Museum – hans ønskejob. Hvad jeg skulle på den ukendte, lille ø, stod mig ikke helt klart, jeg var i gang med et studium i København, men terningerne var kastet, Skårup Seminarium tog gæstfrit imod min ansøgning, og vi stævnede i vores lille spidsgatter mod Langeland. I Rudkøbing Lystbådehavn faldt vi i snak med en af byens advokater, som anbefalede os at bo på Rolighedsvej, dér boede nogle yngre læger! Det var før kommunesammenlægningen, så vi måtte kun bo i Rudkøbing Kommune. Det krav er for længst afskaffet, der bliver ikke stillet krav om bopæl på øen, når man søger kommunale jobs, hvilket har resulteret i, at alt for mange arbejder her og betaler skat i Svendborg.

Nå, men vi opsøgte byens storsnakkende ejendomsmægler, som kun havde to huse til salg, sjovt nok et på Rolighedsvej – og et i Ramsherred. Det første passede os ikke, så vi fulgtes med ham til det næste. Huset havde lang grund ned til Havnegade, og vi kom ind den vej. Det så sært ud. Var grunden lang, var den til gengæld smal, og man kunne se ind i de næste 5-6 haver. Da vi nåede bagdøren, sparkede mægleren (som var sælgers mand) til soklen og sagde: “I skal sgu ikke gi’ for meget for det gamle lort!” Således opmuntrede gik vi videre ind i huset, som mod haven havde en fløj med tre små værelser og spisesal fra en tid, hvor huset var pensionat, men ellers hvad der hører til af stuer, køkken og bad. Alligevel noget tvivlende gik vi ovenpå. Og her mødte os et ufatteligt syn: Fra et af rummene gik en dør ud til en stor terrasse med udsigt over det halve Sydfyn. Broen, Siø, Tåsinge, Ærø, Strynø, Rudkøbing løb og lystbådehavnen. Det var magisk. Det hus måtte vi eje. Jeg er siden blevet bebrejdet, at jeg alt for højt sagde ja, da salgsprisen nåede 89.000. Der skulle ha’ været pruttet meget mere. Men lykken er lunefuld, og da vi havde boet her 3-4 år, byggede det fremadstormende Biancaværft en kæmpehal lige bag vores hus, så det meste af vores fantastiske udsigt forsvandt. Men miraklernes tid var ikke forbi: efter endnu 3-4 år eksploderede hele bygningen og blev aldrig bygget op igen.

Og så er vi fremme ved mit egentlige emne, nemlig gaden Ramsherred. Navnet er kendt fra flere danske byer om området uden for bykernen som en ringeagtende benævnelse. Der, hvor skarnet blev smidt, der hvor de fattige boede. (Svendborgs Ramsherred falder noget uden for her). Og gaden havde virkelig lavstatus, også i 70’erne. Mange af husene var dårligt vedligeholdt, og flere af dem så små, at en familie knap kunne bo der.

Siden har man ophævet bopælspligten, så de mindste huse, der ellers stod og forfaldt, blev købt som sommerhuse. Men det allermest utrolige skete, da det blev besluttet at genskabe brolægningen i hele Ramsherred ved hjælp af overskuddet fra forsyningen.  En proces, der tog tre år og sluttede for et års tid siden. En genistreg, der gjorde gaden til en af de smukkeste i kongeriget, og hvor husene nu fremstår velpassede og nymalede. Kom og se, det er turen over broen værd.