Radikale Venstre spiller et stærkt kort til kommunalvalget 2025

AF CHRISTIAN DAN JENSEN
Annette Vilhelmsen har meldt sig ind i Radikale Venstre og er på en generalforsamling i Svendborg 30.4. blevet opstillet som kandidat til det kommende kommunalvalg i efteråret 2025.
– Jeg har valgt at stille op for Radikal Venstre i Svendborg til efterårets kommunalvalg. Skulle jeg være så heldig at blive valgt, så vil jeg bruge mine erfaringer fra byrådsarbejdet i Kerteminde Kommunalbestyrelse til gavn for Radikale Venstre i Svendborg og i det brede samarbejde i kommunalbestyrelsen, udtaler Annette Vilhelmsen og tilføjer at hun også med sine politiske erfaringer både som minister og folketingsmedlem, vil kunne tilbyde sine kompetencer inden for et bredt felt – nu ikke længere som SF’er men som medlem af Radikale Venstre.
– At melde sig ind i et nyt parti er selvfølgelig ikke et valg, jeg tager let på. Det har krævet lange, grundige overvejelser. Radikale Venstre er i dag et parti, der kæmper hårdt for børn og unges trivsel og læring, for bæredygtighed i bred forstand og for, at vores kultur- og erhvervsliv hver for sig og sammen skaber gode levevilkår. Det er en kamp, jeg har kæmpet i hele mit politiske og professionelle liv, og derfor føler jeg mig også bedst hjemme her, siger Annette Vilhelmsen som understreger, at hun naturligvis bakker op om Radikale Venstres politik, på landsplan såvel som i Svendborg.
– Jeg er særlig optaget af, at vi i Svendborg Kommune er en attraktiv kommune for bosætning, erhverv, daginstitutioner, skoler og uddannelser. Både børn, unge og voksne skal opleve en kommune, som giver gode levevilkår. Trivsel, læring, bæredygtighed, kultur og natur er vigtige områder. I samarbejde med et driftigt erhvervsliv for små og store virksomheder vil vi kunne følge trop med de mange, som vælger, at Svendborg er deres kommune, siger hun.
Bliver taget varmt i mod
Formanden for Radikale Venstre Svendborg Bjarne Laustsen glæder sig over, at Annette Vilhelmsen har valgt at stille op i Svendborg.
– Vi er allerede godt i gang med kommunalvalget, og vi har mange gode kandidater i spil. Vi og Annette Vilhelmsen er enige i, hvilken politik, der skal til, for at Svendborg kan udvikle sig yderligere ud fra den stærke position, kommunen allerede har, udtaler Bjarne Laustsen.
Kommunalbestyrelsesmedlem i Svendborg, formand for Kultur og Fritid og spidskandidat til kommunalvalget i 2025 Hanne Ringgaard Møller glæder sig også over at have Annette Vilhelmsen med på holdet.
– Annette Vilhelmsen vil give partiet i Svendborg et særligt løft. Det er en stor glæde, at hun vil være aktiv på vores kandidatliste og dermed forhåbentlig på sigt være til gavn for hele Svendborg Kommune med en plads i kommunalbestyrelsen, hvor vi i øvrigt mangler kvinder på de forskellige poster, lyder det fra Hanne Ringgaard Møller.
Spidskandidat for Radikale Ventre i Svendborg, Hanne Ringgaard Møller, mener, at Annette Vilhelmsen kan give partiet et særligt løft til kommunalvalget 18.november i år.
Foto: Christian Dan Jensen + privatfoto