Carolinekoret fylder 20 år

Der bliver sang, glade mennesker og forhåbentlig også solskin, når Carolinekoret fejrer 20 års jubilæum i Svendborg Havn på Frederiksø den 2.juni fra kl.13. Selvfølgelig med Caroline S som bagtæppe.
De 50 sangglade sø- og andet godtfolk, har i dagens anledning valgt at invitere en håndfuld af byens mange kor, så de sammen kan holde en fest. Der bliver mulighed for at købe mad samt både øl og andre drikkevarer. Som et af højdepunkterne kommer Jacob Haugaard og optræder en lille times tid med sin lokale harmonikavirtuos Lars Kirkegaard.
Program 2.juni:
13.00 Velkomst
13.00 – 13.40 Fyraftenskoret
13.50 – 14.30 Havfruerne
14.40 – 15.25 Jacob Haugaard og Lars Kirkegaard
15.35 – 16.15 Carolinekoret
16.25 – 17.05 Kællingekoret
17.15 – Herrekoret
Levende museumsskib
Carolinekoret er i sin tid dannet ombord på den gamle coaster Caroline S, der som et levende museumsskib er hjemmehørende i Svendborg. De mange pensionerede søfolk der holdt skibet sejlklart, fik også lyst til at have sit eget kor. Det er nu 20 år siden. Kormedlemmernes gennemsnitsalder er 76 år.
Arrangementet er for hele familien og Carolinekoret håber at se rigtig mange af byens folk.
Caroline S ved sin faste plads ved aptering kajen på Frederiksø i Svendborg Havn
(Foto: Christian Dan Jensen)