Nu kommer alle tiders børne- og ungdomsfilm til Bio Langeland

AF DORTE ANDERBERG, Bio Langeland
Honey er en pige på 13 år, der lige har skiftet skole. Da læreren i den første time spørger, hvad hendes forældre laver, fortæller Honey, at hendes mor arbejder på et advokatkontor og ejer en restaurant. Der klippes samtidig til billeder af moren, der er i gang med at vaske gulv på et advokatkontor og derefter til en pølsevogn, hvor moren står og tilbereder hotdogs.
Honey vil gerne falde godt til blandt sine klassekammerater, så da hun allerede i musiktimen får brug for sine evner til at spille musik, slapper hun af og forsøger at gøre indtryk på Oliver fra 9, klasse, der er eminent til at spille guitar. Desværre ringer Honeys telefon midt i det hele, og hendes mors stemme beder hende om at skynde sig hjem og finde ud af, hvor storesøster Mikala befinder sig.
Honeys mor arbejder mange timer og er derfor ofte ikke hjemme, når der skal købes ind pakkes flyttekasser ud eller passes på Mikala, der har Downs syndrom. Det er derfor tit Honey, der må tage sig af de opgaver.
Men Honeys kærlighed til musik får lov til at blomstre, når hun sidder for sig selv med en ramponeret mandolin og synger og spiller. Mandolinen har tilhørt hendes morfar, som ifølge hendes mor er død. Der går dog ikke længe, før Honey finder frem til, at morfar ikke er død, men bor på et plejehjem.
Da Honey opsøger ham på plejehjemmet, er han først gnaven og afvisende, men han opdager snart, at Honey er dygtig til at spille på hans gamle mandolin, og at han kan give hende den opmærksomhed, støtte og opbakning, hun mangler.
Honey spilles skønt af Selma Sol I Dali Pape, og Jesper Christensen gør det godt som hendes gnavne morfar.
Filmen er instrueret af Natasha Arthy, der er kendt for filmene Mirakel og Fighter samt julekalenderen Julefeber.
Filmen vises første gang i Bio Langeland lørdag den 8. februar og kører derefter hver dag i hele vinterferien.

Still til filmen HONEY
P.R. Fotos: Scanbox Entertainment A/S