Naturen indtager Nowhuset i vinterudstilling 2026

AF CHRISTIAN DAN JENSEN
Vinterudstillingen 2026 i Nowhuset kan ses fra 5. februar til 22. marts og samler kunstnere fra hele landet med en fælles fascination af naturens former og kræfter.
Udstillingen rummer maleri, grafik, keramik, skulptur og fotografiske udtryk – fra genkendelige landskaber til mere abstrakte og poetiske fortolkninger. Fælles for værkerne er en tydelig forankring i naturen og dens materialer, rytmer og foranderlighed.
– Vi har samlet kunstnere, som på meget forskellige måder arbejder med naturen – både som konkret motiv og som stemning og proces. Det giver en udstilling med stor variation og genkendelse, fortæller det langelandske glaskunstnerpar Mette Wöldike og Preben Nielsen fra Nowhuset i Tullebølle.
Blandt de deltagende kunstnere er Alice Bork, Anne Kristensen, Birthe Fyrst, Britta Bauer, Gert Ejton, Linea Hansen, Michael Ruby, Mille Tarp Jørgensen, Keld Nielsen, Hans Kjær og Lene Jelling Holm. Flere af kunstnerne har tæt tilknytning til Langeland og det sydfynske område, hvilket afspejler sig tydeligt i udstillingens landskaber og havmotiver.
Åbningstider:
Torsdag–lørdag kl. 11–16 samt alle dage i uge 7 (vinterferien).







