Hvad stjernerne vil

AF JETTE ANTONSEN

 

Skulle du som jeg have udviklet interesse for astrologien, kan det anbefales at lytte til podcasten ”Ramt af Stjernerne”, hvori programmets værter omkring hver ny – og fuldmåne (altså, hver fjortende dag red.) præsenterer en såkaldt astrologisk vejrudsigt; således sad jeg med min termokande kaffe, sovepose og notesblok i favnen og lyttede til seneste udsendelse fredag formiddag den 5. September i bus 912. Jeg var på vej mod Sydlangeland og Broløkke Herregård, hvor NÆR-Festival skulle løbe af stablen, og den helt traditionelle forudsigelse af naturens forhold lovede i øvrigt sol, når først morgenens byger var aftaget. Jeg havde både solbriller og -creme i tasken, begge dele kom i brug. Vejret artede sig helt som forventet. Men hvordan gik det så med stjernerne, tænker den nysgerrige læser måske nok. Og dét svar kommer her:

 

Al oplysning sendt gennem mine hørertelefoner kredser om blodmånen, der rammer søndag. Dagen efter festivallens afslutning. Denne – må forstås –varsler varige ændringer: Blodmåner er formørkelser af fuldmåner, og hvor fuldmåner altid indikerer forandringer, siges blodmånens at være særlig intens og langvarig. Nå ja, okay. Så langt, så godt. Vi befandt os altså i dagene op til en større forvandling i den kosmiske, kollektive energi. Og så stod jeg ellers ud af bussen og gik mod pladsen i selskab med kvinder iført T-shirts, der hyldede rosévinen, og forstod hurtigt under medstifter og -arrangør Michael Falchs åbning fra scenen, at damerne var kærkomne gengangere her på festivallens andet år. Det skulle eftersigende have taget blot 15 sekunder førend man kunne melde udsolgt, da først billetterne blev sat til salg.

”Det er vel, hvad man kan kalde en succes”, konstaterer jeg, idet jeg efterfølgende fanger ham på brostenene foran hovedhuset, hvortil han smiler: ”Vi har allerede aftalt med herregårdens ejere, at vi fortsætter til næste år”. I programmet kan jeg læse at lørdag blandt andet byder på afsløring af navnene for 2026-festivallen. Også dette punkt kommer vi til i artiklen her.

 

 

Vilde fugle og kaniner
Sanger og sangskriver Mathilde Falch lægger an på den store scene i de næsten uhørt smukke og ny-renoverede rammer. Broløkke Herregård er blevet opkøbt af familien Hansen i 2021, som herpå har stået for en ganske omfattende istandsættelse af de gamle bygninger.

Fra en hvid plastikstol på pladsen lytter jeg til kvinden, der proklamerer at komme ud af en lang, stolt tradition af mennesker med misbrug. Mathilde taler og synger om psykisk sårbarhed, og under nummeret ”Frihed” får jeg pludselig tanken, at hendes mission er poetisk og smukt at synge mørket ud i lyset. Om dette er sandt, må jeg naturligvis finde ud af. Hen ad aftenen drikker vi the på en bænk.

 

”Jeg vil gerne skabe fællesskaber”, forklarer hun til en start. ”Selv føler jeg mig forbundet, når jeg spiller musik, og den oplevelse ønsker jeg at give videre”.

 

Overskuddet fra NÆR-Festival går til det sociale initiativ ”De Vildeste Fugle”, som støtter familier præget af misbrug og dysfunktion. Problematikker Mathilde Falch kender fra sit eget liv. I dag er hun fri af både psykisk sygdom og misbrug, men har valgt indimellem at spille koncerter på steder, hvor sårbare mennesker befinder sig. Det være sig bosteder, opholdssteder, psykiatriske afdelinger og fængsler.

 

Hvad oplever du, at musikken kan i den sammenhæng?  

 

– Selvom man er helt nede, kan det stadig være forandrende at høre andre sætte ord på dét, som er svært. Det er som om, der er noget, der skal punkteres, nogen, der skal forløse noget for folk, når de er i smerte. Min musik bliver en samtalestarter, men jeg tror faktisk også, at toner i sig selv kan åbne op for noget. Jeg oplever, at de to ting tilsammen er meget stærkt, siger Mathilde Falch.

 

Så taler vi om den skam, man kan fjerne, når man er åben om det, der gør ondt. Om Mathildes ønske om at normaliserer følelser – også de komplekse og upolerede – og hendes observationer af diversiteten blandt psykisk sårbare og syge: ”Det rammer absolut alle lag af samfundet og alle typer af mennesker.”

 

Jeg tænker igen på min podcast. På at netop denne tid, disse næste fjorten dage, astrologisk set skulle handle om udrensning. ”Men vi konfronteres ligeledes med risikoen for at udvikle afhængigheder”, forklarer værterne. Sådan hænger mørket og lyset tit sammen, og jeg slutter samtalen med Mathilde af med at tale om den styrke, hun mener også gemmer sig i mennesker med udfordringer af den ene eller anden art. ”Det kræver faktisk noget af én at drikke sig selv ihjel”, siger hun med et slet smil.

 

Så det handler måske om at omforme sin energi fra destruktiv til positiv?

– Ja, det tror jeg. Helt bestemt. Sådan tænker jeg tit, lyder det fra Mathilde Falch.

 

 

Positiv energi er imidlertid ikke, hvad der mangler, da Peter AG senere samme dag entrerer scenen i form af dagens programoverraskelse. ”Da jeg første gang så denne mand stå på scenen, da vidste jeg bare, at dét skulle jeg også”, lyder det hemmelighedsfuldt fra Michael Falch inden den endelige afsløring. Og så danser en yderst veloplagt vild kanin ellers ind foran publikum til deres åbenlyse begejstring. Uden at fornærme nogen, så må store dele NÆR-Festivallens gæster siges at være i den mere modne afdeling, men dertil trods blev der danset energisk til alskens af AG’s hits. Inden nummeret ”Kærester” præsenterer han en længere historie, der hylder den uskyldige, uforpligtende flirt, og senere, midt i et mellemspil, vikler den lange mand sine lange arme om sig selv, imens han bevæger sig vrikkende med ryggen til publikum. Udover at det er morsomt at blive mindet om det gamle illusoriske trick, synes han med sin optræden kærligt at biddrage til at understrege festivallens ædle budskaber: Her skal vi være trygge, nære, vedkommende. Vi må holde om hinanden.

 

 

I livskraftens tegn
Bag pladsen, hvor den store scene er rejst, gemmer Kostalden sig. Det er en ny-istandsat bygning med højt til stukloftet, scene i den ene ende og bar i den anden. Og endnu bag denne et spise- og drikkeområde med bløde møbler og parasoller.

Her går jeg rundt lørdag over middag, imens lyden af dagens første koncert med Dorte Gerlach og Pernille Rosendahl, flyder i baggrunden, for at finde ud af, hvad NÆR’s gæster mon laver, hvis ikke de overværer det pakkede program af koncerter og talks.

 

Claus og Annie Danielsen byder mig venligt til at sidde ned. Claus, der er gangbesværet, sætter pris på forholdene og Annie, hans kone, har det på samme måde: ”Vi sidder her og hygger os, og så kommer børnene bare forbi, når de lyster”. De har gjort dagene til en hel familieudflugt.

Parret, der tilbage i 1970’erne flyttede fra Nordsjælland til Langeland, er i det hele taget svært begejstrede for initiativet. De er gengangere fra 2024 og købte i udgangspunkt billetter, fordi de gerne ville støtte op en god sag, men blev bestemt ikke skuffede: ”Det er så hyggeligt”, siger Annie. ”Vi møder venner, bekendte og naboer – og så er det sådan lidt mere mondænt end f.eks. Langelands festivallen var. Det kan vi rigtig godt lide”.

 

Eftermiddagen går. Jeg hører Isse og Gabriel Jacobsen inde i den føromtalte kostald, bandet Nymalet og Steffen Brandt førend næste punkt på den store scene på pladsen er offentliggørelsen af navnene til festivallen 2026 (disse findes på: www.nær-langeland.dk)

 

Derpå lytter jeg til præst og debattør Sørine Gotfredsen i samtale med radiovært Søren Rebbe om tidsånden, men vi kommer heller ikke udenom begrebet livskraften, som Gotfredsen er særlig kendt for at sætte under loop. Og netop disse to temaer kunne ikke være mere oplagte at dykke ned i før scenen igen åbner. Nu med bandet Savage Rose klar til at spille. Med en lille dreng på trompet, et palæstinensisk flag hængende fra scenen og en poetisk tale om, hvor stor taknemmelighed den 77-årige Annisette føler over at stå tryg og mæt i de smukke syd-langelandske rammer, skal jeg ikke kunne sige, hvor mange ud over bassisten og jeg selv, der måtte tørre tårer af kinderne. Sikkert flere. Det var i sandhed en smuk og livsbekræftende oplevelse at høre Anisette udtrykke sit uforbeholdne ønske om fred på jorden.

 

Tid til drømme og en blodrød måne
Måske var det havet brusende af følelser under Savage Rose-koncerten, der havde ramt mig, og fik mig til at sænke farten. I hvert fald nåede jeg aldrig ind i Kostalden igen, hvor bandet Dreamers Cirkus skulle spille i selskab med sanger og sangskriver Teitur, inden sikkerhedsvagterne proklamerede at salen var fyldt op, og mine bedende øjne langtfra var nok. Det bedste jeg kan sige er, at publikum virkede begejstrede set gennem en glasrude, og at bandet efterfølgende udtrykte tilfredshed med egen præstation. I mangel på bedre idéer spurgte jeg Teitur, om han tror på stjernetegnenes betydning, og det kan jeg hermed reporterer, at han gør.

 

På den store scene lukkede Michael Falch og hans band Zonen festivallen af. Således opløftet, afsluttet og fuld af håb for fremtiden. Falch og hans medarrangører vil noget med NÆR: De vil gøre det nemmere at være menneske. Og til dét vil de bruge musikken.

 

Tilbage i Svendborg, hvor jeg bor, og da jeg var kommet til hægterne igen, dagen derpå, besluttede jeg at tage ud for at se blodmånen.

Forenden af Frederiksøen fik jeg øje på en lille samling mennesker, der stirrede mod den mørke himmel i samme retning. Og ganske sandt, der var den. En næsten forsvunden måne, der kun efterlod et svagt rødligt skær, som var den klippet i et stykke silkepapir.

 

”Man siger at tiderne skifter”, informerede jeg min sidemakker, der viste sig at være biodynamisk landkvinde. Hun nikkede og forsatte sætningen: ”Fællesskaberne og medmenneskeligheden vil blive styrket, egoismen svækket”.

Podcasten berettede om åndelig opvågning, varig og øget spirituel bevidsthed: ”Når først blodmånen har renset den gamle karma ud, kan vi for alvor begynde at drømme om en ny og bedre fremtid”. Sådan havde det lydt i mine øregange.

 

NÆR-Festival 2026 blev udsolgt på få sekunder selvsamme søndag. Så hvem ved, måske taler stjernerne sandt? Man har lov at håbe!

 

Foruden artisterne omtalt i artiklen optrådte Simone Tang, Søren Huss og Band, Tina Dickow og Helgi Jónsson, Carl Emil Petersen, Poul Krebs og Band, Claus Hempler og Band, Jung og koret Alsobate. Der kunne høres talks med billedkunstner Keld Nielsen, Pia Olsen Dyhr og Lars Daneskov.   

 

Se alle billederne fra NÆR-Festival 2025

 

 

Foto: Knud Mortensen