Når kvinderne tager roret i egne hænder

AF CHRISTIAN DAN JENSEN
Fra den første onsdag i maj måned bliver der igen høj aktivitet i bunden af Gambøtvej på Thurø. Her skydes sejlersæsonen nemlig i gang for pigesejlerne i Thurø Sejlklub, hvor en gruppe piger og kvinder mødes hver onsdag aften for at sejle kapsejlads sammen. Det er en skøn blanding af yngre og ældre, med og uden erfaring med sejlads, som mødes i fællesskabet om sejlbåde og sejlads på sundet.
Det hele startede i 1983, da en gruppe piger fra Thurø gik sammen med et ønske om at sejle uden deres mænd og selv stå ved roret og håndtere båden. Det blev til Pigesejlerne i Thurø Sejlklub. Gennem årene har medlemstallet svinget mellem 40 og 80 aktive, og i øjeblikket er der omkring 50 medlemmer. Der er plads til flere, siger formanden for Pigesejlerne i Thurø Sejlklub, Emma Lilje.
– Vi har været oppe på omkring 80 medlemmer omkring år 2000, men det er dalet lidt. Vi vil gerne have flere med – gerne med egen båd, lyder opfordringen fra Emma Lilje.
Et godt fællesskab
Formålet med pigesejlerne er at styrke kvinder som sejlere – i alt, hvad det indebærer. Både at stå ved rorpinden og sætte sejl, men også at kunne lave en mand-over-bord-manøvre, hvis uheldet er ude.
– Man oplever ofte, at det er manden, der sejler skibet – men hvad hvis han falder over bord eller af anden årsag ikke er i stand til at gøre det? Det var derfor, initiativet til pigesejlerne opstod i 1983, fortæller Emma Lilje og tilføjer stolt, at de er den sejlklub i Danmark med flest pigesejlere.
Aldersgruppen spænder fra 30 år og helt op til 80 år. De aktive medlemmer kommer fra hele Fyn samt en enkelt fra Jylland, som har sommerhus på Thurø.
Anne Nøhr Jensen er medlem af udvalget for pigesejlerne og vil ligesom Emma Lilje gerne have flere aktive medlemmer.
– Her er et herligt fællesskab – både når vi dyster mod hinanden i kapsejlads, og i det sociale samvær efterfølgende omkring bålpladsen ved borde-bænkesættet, hvor mange har medbragt mad, kaffe og kage eller, hvad man nu har lyst til, som vi hygger os med, mens vi nyder solnedgangen, fortæller Anne Nøhr Jensen.

Kamp til stregen
Hver onsdag mødes pigesejlerne kl. 18.30 og bliver briefet om vejrudsigt med mere. Herefter klargøres bådene inden sejladsen, som starter ved 19-tiden og slutter omkring solnedgang.
Næsten hver gang trænes der kapsejlads, hvis vejret tillader det. Det foregår med et dommerskib ved startlinjen, hvor der på forhånd er lagt en rute. Så handler det om at trimme sejlene rigtigt, så man kommer først i mål. Alle regler følges efter Dansk Sejlunion.
– Vi sejler dels i private kølbåde og dels i klubbens sejlbåde (J/70). Vi fordeler os på bådene, så besætningerne er et mix af kvinder med og uden sejlererfaring, og vi er på den samme båd gennem hele sæsonen, så man har mulighed for at lære både båd og besætning godt at kende. Og der dystes internt – med kamp til stregen, griner både Anne Nøhr Jensen og Emma Lilje og tilføjer, at hvis vejret driller, så de ikke kan sejle, er der altid en plan B. Det kan være et oplæg om trimning, vigeregler med mere, men det kan også være en konkurrence i praktiske færdigheder, for eksempel at binde knob.
– Nu glæder vi os til foråret og de lyse nætter. Det begynder at trække i os for at komme ud at sejle – mærke vinden i ansigtet, skumsprøjtet om boven, samværet med de andre og at se Valdemars Slot om styrbord, lyder det fra de to sejlsportskvinder.

Emma Lilje (tv) og Anne Nøhr Jensen opfordrer flere kvinder til at blive en del af pigesejlerne i Thurø Sejlklub.
Foto: Christian Dan Jensen








4 kommentarer