Musikfilm, biografi og drama det er hvad filmen ”Better Man” er
AF MARIANNE STORM, Bio Langeland
Det er ikke en helt almindelig biografi, da Williams spilles af en chimpanse. Det er Robbie Williams selv der fremfører sine legendariske sange og fungerer som filmens fortællerstemme.
Under instruktion af Michael Gracey (The Greatest Showman) bliver filmen unikt fortalt fra Williams’ perspektiv og indkapsler hans karakteristiske, vittige og ukuelige ånd.
Filmen følger Robbies rejse fra barndommen til at være det yngste medlem af det storhittende boyband Take That og igennem hans enestående bedrifter som rekordslående soloartist – alt imens han må konfrontere de udfordringer som stratosfærisk berømmelse og succes kan medføre.
Den tidligere Take That stjerne skriver sig ind i rækken af store stjerner, der har fået deres liv og karriere portrætteret på det store lærred i de seneste år. Tidligere har man bla. Kunne se Elton Johns liv skildret i Rocketman og historien om Freddie Mercury og Queen i Bohemian Rhapsody.
Jonno Davies spiller abeudgaven af Robbie Williams. Desuden medvirker skuespillere som Steve Pemberton, Damon Herriman, Raechelle Banno, Alison Steadman, Kate Mulvaney, Frazer Hadfield, Tom Budge og Anthony Hayes. (Kino.dk)
”Better Man” kan ses i Bio Langeland fra den 13. januar og hele uge 3.
LaSK – det begynder at blive koldt om fødderne
HAN er en mand, der gennem hele sit lange liv har været tilsmilet af forsynet.
Ud over et par aldersbetingede småskavanker, føler han sig stadig rimelig rask og rørig, hvorfor han ikke tidligere har skænket livets afslutning mange tanker.
Men inden for det seneste år er tre af hans jævnaldrende nære venner døde. Den ene efter langvarig sygdom, den anden faldt pludselig om, den tredje skød sig af uransagelige grunde en kugle for panden.
Disse triste begivenheder sammenholdt med det faktum, at tidsskriftet Ældresagen er begyndt at dumpe ind gennem mandens brevsprække, har bevirket, at han føler et stigende behov for at forholde sig til den kendsgerning, at også han skal dø inden for en overskuelig fremtid.
Ganske vist har han ikke en formodet udløbsdato at bekymre sig om, som det var tilfældet med hans kræftsyge ven; men det er dog gået op for ham, at han befinder sig i sit livs efterår…. for det begynder at blive koldt om fødderne og han ligger ofte vågen om natten.
Hans Rønne er forfatter og det er ham der præsterer den 70 minutters monolog. Lars Knutzon har instrueret og Gitte Baastrup har lavet scenografien. Gennem 3 årtier har ægteparret Rønne og Baastrup holdt fanen højt med deres lille teater.
Lask 2.0 – Langelands Selvbestaltede Kulturforsyning formidler teater til langelændere. Denne gang formidles monologen ”Det begynder at blive koldt om fødderne” og kan ses og høres i Bio Langeland onsdag den 15. januar.
Foto: Per Pedersen
Paddington – nummer tre i rækken
Lørdag og søndag vises familiefilmen ”Paddington i Peru”. Det er den 3. film om den høflige og talende bjørn, der denne gang begiver sig ud på en rejse til sit hjemland.
Da Paddington modtager et brev fra hjemmet for pensionerede bjørne i Peru, bemærker han, at hans elskede Tante Lucy opfører sig mærkeligt. Sammen med familien Brown rejser han derfor til Peru for at besøge hende. Turen viser sig dog hurtigt at blive et større eventyr end nogen havde forudset.
Tante Lucy er på mystisk vis forsvundet og i jagten på at finde hende, må de begive sig dybt ind i Amazonas regnskov og højt op i de peruvianske bjerge. Her må de stå ansigt til ansigt med mystiske gåder, farlige udfordringer og hemmeligheder om Paddingtons fortid.
Filmen ”Paddington i Peru” har igen Hugh Bonneville og Ben Whishaw på rollelisten og byder denne gang også velkommen til Antonio Banderas. I den danske version lægger Mikke Lomborg, bedre kendt som Hr. Skæg, også endnu en gang stemme til Paddington. (Nordisk Film)
Pressefoto