Morgen-yoga hitter i Troense

AF LISE DENGSØE, forperson for foreningen Storms Hjørne
Hver tirsdag og torsdag morgen kl. 8.30-9.30 i hele juli og august måned har græsplænen været dækket af yogamåtter, og på dem har både lokale beboere, sejlende turister på havnen og campister på Carlsberg Camping ligget og vredet sig, strakt sig og udspændt sig til yogainstruktør Linette Veller Bertelsens inspirerende øvelser.
Den første gang troppede 27 veloplagte yogainteresserede op, så vores skrupler over, om nogen ville møde op, blev fejet bort. Sommeren i år har været god til udendørsaktiviteter, men i juli måned måtte vi et par gange ty til sognehuset pga. regnvejr. Vi havde på forhånd lavet aftale med Bregninge Kirke om lån af sognehuset i tilfælde af regn.
Arrangementet, som man kan kalde den to måneder lange aktivitet, er gratis for deltagerne. Man skal blot selv medbringe en yogamåtte. Storms Hjørne står som arrangør, betaler timelønnen til yogainstruktøren og giver kaffe bagefter!
Idéen opstod, da jeg var til gymnastik i Gymnastikhuset i Vornæs. Det var i juni måned, sidste gang inden sommerferien. Efter endt gymnastiktime sidder vi som vanligt og sludrer over en kop kaffe, og én af deltagerne fortæller, at hun har været i København, hvor der er yoga hver morgen i parkerne. Det skulle vi da også have i Troense, tænkte jeg – i Storms Hjørnes have.
Bestyrelsen vedtog straks at sætte aktiviteten i gang for hele juli og august måned, og vi lavede en aftale med en tidligere medarbejder i Gymnastikhuset, nemlig Linette Veller Bertelsen.
Hvorfor betaler Storms Hjørne for en yogaaktivitet?
I foreningens vedtægter står der, at overskuddet fra købmandshandlen bl.a. skal gå til ”… gavn for områdets beboere og for byens sociale og kulturelle liv.” Dvs. at vi skal give noget tilbage til byen.
I år er det blevet ”Morgenyoga i haven”. Måske gentager vi succesen næste sommer, måske finder vi på noget andet, som tilgodeser andre beboeres interesser.
Storms Hjørne genererer et stort overskud i sommermånederne, hvor der holdes åbent hele dagen fra kl. 9–18, og hvor byen er fyldt med turister, der handler godt ind i købmandsbutikken. Så med yogaaktiviteten var det ikke kun byen, der fik noget tilbage, men også turisterne.
Storms Hjørne genererer et stort overskud i sommermånederne, hvor der holdes åbent hele dagen fra kl. 9 – 18, og hvor byen er fyldt med turister, der handler godt ind i købmandsbutikken, så med yogaaktiviteten var det ikke kun byen, der fik noget tilbage, men også turisterne.
Privatfoto







