Masser af film på programmet i juli i Bio Langeland

AF BO STERN, Bio Langeland
Torsdag kl. 19.00 har vi premiere på ikoniske “Superman” med en ny stjerne i hovedrollen og legendariske James Gunn bag kameraet. Dette er ikke blot historien om en mand med overmenneskelige kræfter – det er fortællingen om håb, om barmhjertighed og om troen på, at mennesket kan vælge det gode. Verdens største superhelt er tilbage! I front for det stjernespækkede cast står David Corenswet (Twisters, Hollywood) som Superman/Clark Kent, Rachel Brosnahan (The Marvelous Mrs. Maisel) som Lois Lane og Nicholas Hoult (X-Men-filmene, Juror #2) som Lex Luthor – en klassisk rivalitet genfødt i en ny tid.
Mandag, tirsdag og onsdag aften kl. 19.00 viser vi den hæsblæsende actionfilm “F1” med Brad Pitt i hovedrollen – skabt af folkene bag “Top Gun: Maverick”. I F1 gør den pensionerede og erfarne racerkører Sonny Hayes (Brad Pitt) et spektakulært comeback til Formel 1 og danner makkerpar med det unge selvtillidsfulde talent Joshua Pearce (Damson Idris) og team APXGP. Konkurrencen er hård og sammen må de tackle deres forskelligheder, rivaliseringer og udfordringer på-og udenfor banen, når de indtager verdens mest brutale og prestigefulde racerløb F1.
Hele ugen kl. 14.00 viser vi den søde tegneseriefilm “Lotte & Totte – Min første ven”. Lottes verden forandres for altid, da familien flytter langt væk fra alt det, hun kender. Ensomheden truer, indtil hun møder den energiske nabodreng Totte. Men da en af deres fantasifulde lege går for vidt, bliver de mega meget uvenner. Lotte indser, at Totte er hendes første rigtige ven og vil gøre alt for at genvinde venskabet, før det er for sent.
Tirsdag, torsdag og lørdag kl. 15.45 kan du se eventyr filmen “Sådan træner du din drage”, som udspiller sig på den forblæste Bersærkø, hvor vikinger og drager har været bitre fjender i generationer, skiller Hikke sig ud. Hikke, Høvding Havblik den Vældiges opfindsomme, men oversete søn, trodser århundreders traditioner, da han bliver ven med en frygtet Natskygge drage, som han giver navnet Tandløs. Deres usandsynlige venskab afslører dragernes sande natur og udfordrer grundlaget for vikingesamfundet.
Onsdag og søndag eftermiddag kl. 15.45 kan du opleve Pixar Animation Studios’ komisk skæve eventyrfilm “Elio”. Hvad nu, hvis det, du ledte efter, fandt dig først? Du møder Elio, som er besat af rumvæsner, og som finder ud af svaret på det spørgsmål, da han bliver transporteret til Kommuniverset – et interplanetarisk paradis, som er hjemsted for intelligent liv fra nære og fjerne galakser.
Mandag og fredag kl. 15.45 viser vi “Jurassic World Rebirth” med Scarlett Johansson. Et frygtløst forskerhold forsøger i kapløb med tiden at indsamle DNA-prøver fra de tre største dinosaurer på Jorden. De tilbageværende dinosaurer lever i isolerede, ækvatoriale miljøer, hvor klimaet ligner det, de engang trivedes i. De tre mest kolossale skabninger i denne tropiske biosfære har nøglen til et mirakuløst og livreddende lægemiddel til gavn for hele menneskeheden.
Foto: Warner Bros. Pictures







