Mad og musik mødes på Guldhøj

AF CHRISTIAN DAN JENSEN
RINGE: Det er første arrangement i en række på fem lørdage, der er fordelt over efteråret 2026 og første halvdel af 2027. Denne gang foregår det lørdag den 3.oktober fra klokken 12 til 16 i aulaen på Guldhøj på Floravej 11.
Maden leveres af Mivi’s Café og Spisested, som serverer en varm ret med tilbehør og efterfølgende kaffe og kage. Drikkevarer kan købes til rimelige priser.
Efter maden bliver der også noget til ørerne, når duoen Ørts & Strøyer står for dagens musikalske indslag. Duoen består af Matilde Ørts og Poul Strøyer, der begge synger og spiller guitar. På repertoiret er velklingende fortolkninger af kendte danske og udenlandske sange samt en håndfuld egne kompositioner.
Tanken bag Mad & Musik er netop at samle flere ting omkring bordene på Guldhøj: et godt måltid, en musikalsk oplevelse og ikke mindst nogle hyggelige timer sammen med andre.
Arrangementet er åbent for alle og kræver ikke medlemskab. Prisen er 130 kroner pr. person, og der er plads til maksimalt 50 deltagere.
Tilmelding skal ske senest den 28. september via sms til Anna på 30 62 31 93 eller ved betaling på MobilePay 972420 mærket ”Mad & Musik”. Tilmeldingen er bindende, og pladserne fordeles efter først til mølle-princippet.
Guldhøjs frivillige støtter står som værter for arrangementerne, der har modtaget økonomisk støtte fra Den Faberske Fond. Informationsfolder om de kommende arrangementer kan hentes på Guldhøj og biblioteket.
Mere information findes på guldhoj.dk
Privatfoto







