Lykkelige Langeland

AF KIM BASSE
Vi har altid vidst det, men nu er det også dokumenteret: Livet på Langeland er godt. Det viser en undersøgelse, Realdania har lavet, og som placerer Langeland på en femteplads over kommuner med bedst livskvalitet i Danmark.
Den fornemme placering kommer efter, at tallene er kontrolleret for alder, uddannelse og økonomi. Derudover udkom FN i marts med sin årlige kåring af verdens lykkeligste lande. Her ligger Danmark igen i år på en flot andenplads næst efter Finland.
Det gør med andre ord langelænderne til nogle af de lykkeligste borgere med højest livskvalitet i verden. Og spørger man tilfældigt folk på gaden på Langeland, kommer de tal langt fra som nogen overraskelse.
– Det er jo nok fordi, at det er et dejligt sted at bo. Jeg har jo boet på Langeland altid, og vi har et godt sammenhold. Når der skal gøres et eller andet, jamen så er der altid nogen til at give en hånd med, og vi er jo egentlig også gode til selv at lave nogle arrangementer både på Syd- og på Nordlangeland, siger Mikael Rasmussen, der er graver ved Tryggelev Kirke.
Og den udlægning er Nanni Johansen, som vi møder på gaden i Bagenkop, enig i:
– Jamen, det er noget med tryghed og med fællesskab. Alle kender alle, og man passer på hinanden, og så har vi naturen. Jeg synes her er dejligt, siger hun.
Fred og ro og skøn natur
Netop naboskab i form af tryghed og sammenhold, som både Nanni Johansen og Mikael Rasmussen nævner, er nogle af nøgleordene i målingen på livskvalitet fra Realdania. Og som Nanni Johansen også nævner, scorer langelænderne derudover også højt på indbyggernes brug af naturen.
Her ligger langelænderne på en femteplads på listen med 81,8 procent af befolkningen, der bruger naturen mindst en gang om ugen.
– Prøv at tænk, det er som at bo i et sommerhus hele året. Vi tager aldrig på ferie, når det er sommersæson, fordi vi har stranden, skoven, og vi har vildhestene, ja du har det hele, siger Nanni Johansen.
Og netop Langelands unikke natur, er noget Mikael Rasmussen også holder af ved øen. Han har selv besteget Kilimanjaro og bruger naturen meget, men vender altid tilbage til Langeland.
Her viser undersøgelsen fra Realdania at langelænderne tilhører den kommune med fjerde mindst støj fra naboerne. Samtidig er det den kommune i landet med bedst plads for borgerne.
– Det er jo et dejligt sted at bo, fordi der er jo fred og ro hernede, siger Mikael Rasmussen.
Nanni Johansen flyttede til Langeland som ung og vil ikke fra øen igen.
Foto: Kim Basse
”Langelandseffekten”
Den gennemsnitlige disponible indkomst på Langeland er mindre end 280.000 kr. om året. Samtidig er Langeland blandt de ti mest socioøkonomisk udfordrede kommuner i landet. Alligevel er borgernes oplevede livskvalitet altså i top-fem.
En økonomisk udfordret kommune er derfor ikke nødvendigvis lig med lav livskvalitet. På trods af lavvande i kommunekassen, beskriver Realdania derfor borgernes oplevede livskvalitet som ”Langelandseffekten”.
Særligt i postnummer 5935 Bagenkop oplever livskvaliteten bysbørnene høj livskvalitet. Med en score på 8,27 ud af 10 indtager byen en flot 3. plads over god livskvalitet i landet. Og den placering er fuldt fortjent, mener Mikael Rasmussen:
– Jeg har selv boet i Bagenkop. Det er en lille by, som formår at gøre en masse ting, og som laver mange arrangementer, hvor man hurtigt kan komme ind i fællesskabet, fortæller han, og Nanni Johansen er enig:
– Jeg bor i Humble, men man kan kun blive glad af at komme i Bagenkop. Du kan sidde og drikke kaffe nede på havnen, og der er mange forskellige arrangementer. Det er jo op til én selv om man vil deltage i alt det, der foregår hernede, eller om man vil passe sig selv.
Mikael Rasmussen har altid boet på Langeland og flytter formentligt aldrig fra øen.
Foto: Kim Basse
Hovedfoto: Tanja Ina Kjøng
