Leda og Svanen

Torben Wahlstrøm’s gengivelse af myten om Leda og Svanen

hovedfoto

AF TORBEN WAHLSTRØM

 

Uden for SAK i Vestergade i Svendborg er opstillet en statue af Kai Nielsen. Det er Leda med Svanen. Han har lavet adskillige skulpturer med den titel og også Leda uden svane, som ligger til offentligt skue foran biblioteket.
Men hvordan er det lige med den svane og Leda. Hvad er det, der har fået kunstnere verden over til at male, tegne og modellere dette tema. Hvad sker der egentlig i Kai Nielsens figur? Her er min gengivelse af myten om: Leda og Svanen

 

Dronning Leda af Sparta var skøn og skønnere end skøn. Hun boede på en borg og nedenfor den var en sø. Der holdt en svanefamilie til. Dronningen badede ofte i søen, og svanerne vænnede sig efterhånden til hende. Hun kunne svømme temmelig tæt på dem, og hannen forsøgte ikke længere at skræmme hende væk. Tværtimod, den svømmende hen i nærheden af hende og hilste på hende. Men holdt stadig en passende afstand. Efter badet sad Leda ofte under en eg og iagttog svanerne.

”Den smukkeste fugl jeg ved, er svanen,” sagde hun til sig selv. ”Den kan flyve, den kan svømme, og den er fin og hvid. De to forældre holder sammen livet igennem. Det er også smukt. Det er en kongefugl. Den sejler majestætisk gennem søens vand. Hannen er stolt og holder sit hoved højt. Hvem der dog havde sådan en fornem herre til gemal i stedet for gamle Tynda, der aldrig er hjemme, fordi han er ude at bekrige alle mulige?” Sådan kaldte hun kong Tyndareos af Sparta.
”Havde jeg dog kun et barn, der var så smuk og ren som en svane.” Sådan ønskede hun, men hun sagde det aldrig højt.

 

Alfaderen så fra sit tronsæde på Olympen at Leda holdt så meget af svaner. Han så også hendes særlige interesse for svanehannen, som hun på mange måder forsøgte at tæmme. Zeus syntes at Leda var skøn, ja skønnere end skøn, og han forelskede sig i hende. Han ville gerne opfylde hendes ønske om et barn, der var smuk som en svane. Han kunne dog ikke vise sig som den gud han var, for gjorde han det, ville det gå som med Semele. Og hun levede ikke mere.

 

I stedet tog han en svanes skikkelse. Han svømmede ind til bredden, gik på sine flade fødder op til Leda, der netop havde badet. Hun sad nøgen på engen, der lå omkring søen. Det var forår og varmt. Hun nød solskinnet og sad stille som en stenstøtte, da Svane-Zeus nærmede sig. Ud af øjenkrogen så hun, at hunnen lå et par meter fra bredden, og hun hørte at den hvæsede.
Det var kun et gammelt egetræ, der var vidne til det, der nu skete.

Leda lokkede med listig og sød tale svanen nærmere og nærmere, og Svane-Zeus gik forsigtigt hen til hende. Han lod sig klappe på hovedet, han lod sig stryge ned af den lange hals, og Leda følte en berusende glæde over at han ikke længere var bange for hende. Hun sad med let spredte ben, det højre ben var bøjet, det venstre lå fladt mod jorden. Hun slog forsigtigt armene om Svane-Zeus og trak ham ind mod sit bryst. Han lod sig villigt favne. Han strøg sin lange hals op af hendes og bed hende blidt med næbbet i højre skulder. Han knugede hende med sine fjerklædte arme, der føltes lette, men dog fastholdt hende. Dronningen blev henført, åndede tungt og lukkede øjnene. Svanens hoved hvilede på hendes højre skulder. Hun havde aldrig været så tæt på en svanes ansigt, men hun kom tættere på, for uden at tænke over det, løftede hun sin venstre arm mod sit hoved og tvang det ned mod svanens. Hun så ikke længere svanen, men drømte sig tilbage til sin ungdom, hvor en stærk og smuk officer i hæren, havde lokket hende til elskov.  Hun havde sejrskronet hans hoved med en laurbærkrans og genkaldte sig duften fra hans olieglinsende krop.
Nu følte hun samme vellyst og glæde. Hun så ikke svanens næb, men i stedet en fristende kysseklar mund tæt ved hendes.

 

Hun åbnede sit skød for ham, og mærkede næsten ikke svanens lille svulmelegeme vokse og trænge ind i hende. Svane-Zeus rejste de stærke vinger og baskede med dem for at holde balancen i det korte sekund, det tager for en svane at befrugte.

 

Egetræet fortalte senere, at ingen kunne se, hvad der egentlig skete. Det så bare ud som om at Leda omfavnede den vilde svane. Langsomt trak guden sig ud af hendes favn, nappede i hendes bryster, nærmest skubbede til dem og gik med sin lidet skønne gang væk fra hende, satte i løb over engen og hævede sig over jorden og fløj bort. Leda fulgte dens flugt. Solen fangede den flyvende hvide svane, der tog sig ud som en lysende fakkel. Den fløj ind i sorte skyer og forsvandt samtidig med, at et glimtende lyn slog ned efterfuldt af et dæmpet tordenskrald. 

 

Leda mærkede straks en spændthed i brysterne. Det føltes som om en himmelsk kilde udsprang i dem. Snart flød den hvide mælk ud af dem, løb ned over hendes mave og ned på græsset mellem hendes ben. Og dér lå et æg. Det var et svaneæg.   Leda hørte nogen hvæse og så op. Svanehunnen stod foran hende med sine seks dunklædte unger. Den fæstede et anklagende blik på Leda, et blik fuld af sorg og nød. Hun gik længere frem, stak hovedet ned og greb ægget i næbbet og gik væk med det.

 

Næste morgen fandt man svanehannen død bag en busk. Den lå overfor stedet, hvor Leda badede. I reden lå hunnen og rugede. Samtidig voksede Ledas mave og alle kunne se, at hun ventede barn. De kloge jordemødre, sagde at det ville blive tvillinger. Samme nat Leda fødte, udklækkedes to unger af svaneægget. Det var ikke svaner, men menneskebørn. Det var en dreng og en pige. Ingen så det, for den nat stod tiden stille i et øjeblik, ligesom når man holder vejret. Det gjorde alle nymfer – de holdt vejret, da svanemor kom med de to børn og lagde dem ved Ledas bryst.
Det ene var drengen Polydeukes og det andet var Helene. Da hun voksede op, blev hun kaldt for verdens skønneste kvinde. Hun var let som en fjer, elskede at boltre sig i vand og sprang så let over engen, som havde hun vinger. Man kan godt blive et prægtigt menneske, selvom man har ligget i et svaneæg.
Det æg de to børn var ruget ud af, blev siden samlet af præsterne fra templet. Det blev indviklet i et bånd og hængt ned fra loftet. Og dér kan man se det!
Leda fik aldrig rede på, hvem svanen i virkeligheden var.

På SAK i Svendborg, på kunstmuseet i Fåborg og på Glyptoteket er der nu særudstillinger med Kai Nielsens værker i anledning af 100 året for hans død.

 

Foto: Torben Wahlstrøm 

Skriv et svar

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Post comment