Københavnere flytter til Landet

AF KIM BASSE
Det er som at komme til et helt andet land, når man kører over Svendborgsundbroen. Sådan lyder det fra Casper og Christina Bach Düsterdich, som flyttede til Tåsinge i 2024.
Forinden havde de brugt cirka tre år på at renovere et hus i Lohals på Langeland, inden de faldt pladask for den gamle lægebolig i Landet midt på Tåsinge.
– Det vi siger til hinanden, hver eneste gang vi køre over broen, er ”her bor vi så bare, skat”. Der kommer bare den der lykkefølelse og kilden i maven. Det der med, at folk faktisk tager på ferie her og har lyst til at nyde sin meget, meget højt betalte fritid, synes jeg ligesom understreger, hvor skønt et sted vi bor. Det synes jeg bare siger meget om området, siger Casper, inden Christina supplerer:
– Vi er stolte over at bo sådan et smukt sted i Danmark, så det blærer vi os faktisk lidt med, når folk spørger, hvor vi bor.
Man mærker årstiderne skifte
Foruden de to teenagedrenge Charley og Sylvester på 15 og 16 år, som Christina har fra et tidligere forhold, har parret datteren Sonia på 7 år. Tilsammen er de en del af en trend, som efterhånden har varet en god håndfuld år.
I perioden fra 2014 til 2018 flyttede der ifølge Danmarks Statistik 2.470 indbyggere til Svendborg Kommune fra Storkøbenhavn. Fra 2019 til 2023 steg det antal med 1.052 tilflyttere. Det er en stigning på 42,6 procent. Det er den trend, familien Bach Düsterdich er et godt billede på.
– Vi har været lidt mere klemt inde i den der dagligdags ting i København. Vi kommer fra en lejlighed på toppen af København, hvor der var langt ned til gaden, så du skulle planlægge, hver eneste gang du skulle lave noget som helst med dine børn. Vi arbejder jo ikke mindre af, at vi flyttede herover, men der er meget mere fritid, Fortæller Casper.
– Ja, og der er også fart på, når du går ned på gaden i København. Så der kom sådan en udbrændthed ind på livet af os begge to efter så mange år i København. Her får vi meget mere ud af dagen, og vi kan mærke årstidernes skiften, siger Christina og fortsætter:
– For første gang faktisk i år, har jeg mærket det tidlige forår begynde at komme. Vi bliver blæst lidt igennem, og det er sgu dejligt.
”Tænk, hvis man boede her”
Huset, som Casper og Christina renoverede i Lohals, var egentlig tænkt som et sommerhus, som de kunne bruge i weekender og i ferier, mens de boede i lejligheden på Amager.
Men selvom parret er en del af en tendens blandt københavnere, som søger mod Sydfyn, så går de mod strømmen i andre henseender. Ifølge Kommunernes Landsforening flytter 14 procent af en årgang i gennemsnit tilbage til deres barndomskommune som voksne. Men mens Casper er født i Frederiksværk, så er Christina fra københavnerforstaden Brønshøj. Deres voksenliv har de begge tilbragt i København.
Men med sommerhuset i Lohals kom parret efterhånden til at tilbringe mere og mere tid i det sydfynske.
– Når vi kørte over den der bro, sagde vi til hinanden, “ej tænk, hvis man boede her. Det må være drømmen”, fortæller Christina. Og måske var det skæbnen, der spillede dem et puds. Et konkursbo på Tåsinge blev i hvert fald ved med at poppe op i hendes feed på de sociale medier; det gamle lægehus i Landet. Christina fik derfor overtalt Casper til at tage ud og kigge på huset.
– Og da jeg stod ude i haven, kunne jeg bare mærke, at tårerne løb ned ad mine kinder. Jeg vidste bare, at det var her, vi skulle bo, siger hun.
”Troede, vi var musikere”
I 2024 flyttede der 535 borgere fra Hovedstadsområdet til Svendborg Kommune. Selvom der er et stykke op til rekordåret 2021, hvor 795 borgere rejste til det sydfynske, så skal man helt tilbage til 2016 for at finde et lavere antal tilflyttere fra hovedstaden.
Christina og Casper arbejder stadig i København. På den måde holder parret stadig tæt kontakt til familie og venner i hovedstaden samt Christinas to ældste teenagesønner, som valgte at blive boende i København.
For Caspers vedkommende krævede flytningen, at han fandt et nyt job. Det lykkedes, og begge har nu to arbejdsdage i hovedstaden om ugen. Resten af tiden arbejder de hjemmefra på Tåsinge.
Selvom de taler med en anden dialekt end den lokale, har de kun oplevet imødekommenhed og åbenhed. Også selvom Casper har tatoveringer på hals, arme og i ansigtet samt piercinger.
– Så længe du har et glimt og et smil i øjet, så kommer du altså langt. Og Jeg er meget udadvendt, også nogle gange en lille smule for meget, fordi jeg godt kan lide at bo her, men jeg er altså virkelig bare en god dreng, sige han med et smil.
– Vi ved godt, at vi skiller os ud, tilføjer Christina. I starten troede de, at vi var musikere eller et eller andet. Men vi er blevet taget rigtig godt imod, folk smiler, og der bliver sagt hej.
Faktisk er parret blevet taget så godt imod, at Casper spontant blev inviteret til en 50-års fødselsdag i byen. For Casper og Christina bliver det billedet på det sammenhold, man også finder på Tåsinge. For som de siger; i København googler man for at finde ting, man skal bruge.
– Her er det mund til mund, hvis du skal have det rigtige og til den rigtige pris. Det er ikke bare en kamp nede i Netto om, hvem der får den sidste pakke hakket oksekød, fordi lortet er på tilbud. Folk er virkelig behjælpelig med både det ene og det andet, fortæller Casper Bach Düsterdich.
Top-tre grunde til københavnere flytter til Svendborg Kommune:
- Naturen: 66 procent
- Nærheden til vandet: 64 procent
- Familie: 47 procent
Kilde: Spørgeundersøgelse fra Svendborg Kommune blandt mere end 550 tilflyttere i 2022
Tilflyttere fra Storkøbenhavn til Svendborg Kommune:
2015: 452
2016: 515
2017: 550
2018: 577
2019: 639
2020: 722
2021: 795
2022: 749
2023: 617
2024: 535
Foto: Kim Basse
