Keramiker vil nok bæres ud fra sit værksted

AF MICHAEL STRANGE LORENZEN
BAGENKOP: Hun begyndte i en tid, hvor der fra blandt andre pengeinstitutter blev set med stor skepsis på kunstnere, der ønskede at låne penge for at komme i gang som selvstændige. Men eget værksted fik hun åbnet, og hun er fortsat særdeles produktiv. 57 år med eget keramisk værksted og tilhørende butik er det blevet til for Ulla Pedersen i Bagenkop, som ikke har de fjerneste planer om at lægge op.
– Nej, hvis det ellers fortsætter som hidtil, så vil jeg nok skulle bæres ud herfra til sin tid, konstaterer Ulla Pedersen med en munter tone i stemmen.
Hun er i sin tid uddannet fra Det fynske Kunstakademi, hvor det for hende ellers var andre kunstarter, som prægede første del af opholdet.
– Jeg tegnede, malede, lavede croquis med mere, og ja, så var der en drejeskive nede i kælderen. Men det blev keramikken, som jeg blev mest interesseret i, fortæller Ulla Pedersen.
– Og jeg havde snuset til keramikken via daværende Løvemose Keramik, hvis ejere var venner med mine forældre, tilføjer hun.
Ulla Pedersen, der er fra Helsned, slog sig ned i ejendom ved Dæmningen kun et langt stenkast fra Bagenkops byskilt, og lige ved siden af landevejen.
– Egentlig havde jeg en drøm om at være kunstnere i Paris – arm, længselsfuld og fattig, men sådan blev det altså ikke. Jeg kom først til Paris langt senere og på en anden måde. I stedet blev det denne her gode placering. Folk kan ikke undgå at lægge mærke til min butik, nævner Ulla Pedersen.
Hun laver thekander og -kopper. Tasker. Figurer, blandt andet dyr. Og meget andet.
– Her bestemmer jeg det hele selv. Jeg leverer ingen steder hen, bortset fra at jeg udstiller i Nowhuset i Tullebølle ud over herhjemme, påpeger keramikeren.

Tv gav ekstra nøk
Interessen fik et ekstra nøk, da hun kom i tv-programmet ”Sæt pris på Danmark” med Hans Pilgaard for to år siden.
Til gengæld har der tidligere været begivenheder, der ikke har gavnet hendes butik. For eksempel da Langeland-Kiel færgen måtte indstille sejladsene.
Men Ulla Pedersen kan dog glæde sig over, at mange kunder kommer igen og igen. For eksempel var der besøg fra Odder i Østjylland i efterårsferien, hvor to par kiggede forbi. Hun genkendte det ene par fra tidligere.
Hun har været lidt nervøs for ikke at være hjemme, hvis der har været mulige kunder ved butikken.
– Hvis min mand, Knud, og jeg har været afsted og har mødt tre biler i modsatte retning, lige inden vi er kommet tilbage, har jeg tænkt ”åh, nej, har de mødt en lukket dør hos os”. Men nu holder jeg altså fast lukket om tirsdagen i vinterhalvåret, så vi selv har mulighed for at tage væk og for eksempel gå på museum, fortæller hun.
Om sommeren er der stadig åbent alle dage.
Det er en omfattende proces at få fremstillet de keramikfigurer, der er til salg. Hun har nok fat i hver enkelt del over 60 gange, fra hun ælter leret i begyndelsen, indtil figuren står færdig, inklusive to brændinger ved meget høj varme.
– Samtidig kan der gå op til 14 dage, fra jeg begynder, indtil figuren er færdig. Det hænger blandt andet sammen med, at jeg kun tænder for ovnen, når den er fyldt op. Husk på, at elpriserne stadig er høje, selv om det har været værre.
Fjols til at ramme ind
På spørgsmålet om kunstneren har tid og lyst til andre udtryksformer, er svaret bekræftende.
– Jeg laver stadig lidt tegninger og lidt akvarel. Det bliver mest med kridt og mest landskabsskitser, men jeg er et fjols til at få dem rammet ind.
Foto: Michael Strange Lorenzen







