Julekoncert i den historiske slotskirke på Valdemars Slot
Der er dømt ægte julestemning med både solistiske indslag og fællessang hvor alle i kirken synger med, og programmet præsenteres med små anekdoter og historier om julens musik og traditioner.
Slotskirken på Valdemars Slot er et meget særligt rum, kun oplyst af levende lys og med en historie der strækker sig helt tilbage til 1687 hvor Thomas Kingo indviede kirken. Et barok-rum så smukt og fyldt med historie. Rummet, intimiteten, belysningen, akustikken, og ikke mindst historien gør julekoncerten her til noget helt særligt.
Det er operasanger Jens-Christian Wandt der sammen med slotsfruen på Valdemars Slot, Louise Iuel Albinus, har taget initiativ til julekoncerten. Han er selv solist ved koncerten, og får selskab af pianisten Alexander McKenzie og violinisten Andreas Bernitt. De to musikere er begge uddannet fra Det Kgl. Danske Musikkonservatoriums solistklasse, og giver koncerter i både ind- og udland, har indspillet flere album, og optræder også på både tv og film.
Slotsfruen på Valdemars Slot, Louise luel Albinus, og operasanger Jens-Christian Wandt glæder sig til at byde indenfor til julekoncert i Slotskirken på Valdemars Slot.
Programmet er fyldt med julens kendte og elskede melodier, og veksler mellem solistiske indslag med julesange og musik for violin og klaver af bl.a. Schubert, Saint-Säens og Fauré. Hør bl.a. ”Der er noget i luften”, ”Barn Jesus i en krybbe lå”, ”White Christmas”,” Glade jul”, og andre af julens vidunderlige sange. Programmet byder også på fællessang hvor alle i kirken synger med, og koncerten slutter med at alle stående synger ”Dejlig er jorden”, og på den måde ønsker hinanden glædelig jul.
Koncerten åbner med at Louise Iuel Albinus fra Valdemars Slot, byder velkommen.
– For mig betyder jul glæde og fællesskab, og julens musik går altid lige i hjertet. Det glæder mig meget, at vi igen kan holde jul på Valdemars Slot og at vores smukke kirke igen i år skal være ramme om denne fine julekoncert. Valdemars Slot er en del af min familie, og julen på slottet har altid været noget helt særligt, udtaler Louise Iuel Albinus
Operasanger Jens-Christian Wandt udtaler:
– Julen er for mig også musikkens højtid. Noget af det smukkeste musik, vi har er skrevet, er ved juletid, og vores danske julesalmetradition er helt unik. Når man så samtidig kan præsentere musikken i så historiske og smukke rammer som i slotskirken på Valdemars Slot, så går det hele op i en højere enhed. Jeg glæder mig til at skulle give koncert i selskab med to af Danmarks ubestridt største klassiske musikere, og jeg glæder mig over at de har valgt at spille nogle værker som går lige i hjertet. Det bliver meget smukt og stemningsfuldt, er sikker på jule-magien vil indfinde sig, siger Jens-Christian Wandt
JUL PÅ VALDEMARS SLOT – JULEKONCERT I SLOTSKIRKEN
Lørdag den 14. december kl. 14.00 og 16.00
Koncerten kl. 16.00 er udsolgt.
Entré kr. 225 (ex gebyr)
Info og Billetsalg
Foto: pressefoto