Jubilæum i Egense

10 års jubilæum for det ’nye’ Egense Forsamlingshus fejres denne weekend med fyraftenspizza, loppemarked, lokal gåtur, bålmad og indisk madkursus.
facaden tæt på

AF SUSANNE RIBER

 

For 10 år siden kunne man i Egense indvie det nye ombyggede og moderne forsamlingshus. Der lå et gammelt forsamlingshus som var bygget for over 100 år siden, et træt gammelt hus som ikke længere levede op til hvad man i dag forventer af et moderne aktivitets- og festhus. Egense forsamlingshus var et af tre forsamlingshuse på landsplan som i 2012 blev udtaget af Lokale- og Anlægsfonden (LOA). De to andre forsamlingshuse lå i Vestjylland. Opgaven var at ombygge et træt gammelt forsamlingshus til fremtidens forsamlingshus. Der fulgte kr. 5 mio. med til opgaven og dertil fik vi penge fra bla. A.P. Møller fonden, Fritidsrådet, Fynske bank og borgere i lokalområdet indsamlede også et pænt beløb.

 

Huset blev ombygget og i dag 10 år efter indvielsen kan vi fejre at vi har et hus som bruges rigtig meget, og som lever op til hvad vi forventer af et forsamlingshus i dag. Vi har en stor sal med flot lysindfald og mulighed for at åbne nordfacaden ud mod det grønne areal Grønningen som omgiver bygningen, en mindre sal, et lille orangeri, et mordene og velfungerende køkken, balkon med mulighed for ophold, lokale til Lokalhistorisk arkiv, udekøkken, madpakkehus, sheltertelt, bålområde og areal til grøn camping. Grønningen er beplantet med frugttræer, løvtræer, roser og stauder og er et yndet udflugtssted og overnatningssted for folk på cykel- og vandreture og bruges til leg og ophold af den lokale skole og børnehave. Vedligeholdelsen varetages overvejende af bestyrelsen og en gruppe af frivillige.

 

Egense-Rantzausminde beboerforening og andre lokale foreninger bruger huset og Grønningen, bla til seniorgymnastik, legestue, yoga, dans, madkurser, fællesspisninger, koncerter, vinsmagning, loppemarkeder, strikkeworkshop, æblemostdag og foredrag. I weekender bruges huset ofte til private fester.

 

Vi er glade og stolte over vores forsamlingshus og det fejres denne weekend med aktiviteter som fyraftenspizza, loppemarked, lokal gåtur, bål mad og indisk madkursus. Alle er velkommen og flere oplysninger om arrangementerne findes på egenseforsamlingshus.dk og på Facebook

 

Skriv et svar

Your email address will not be published.

Post comment