Jørgen Leth er død ..

AF NIS BOESDAL

 

Og det overrasker nok ikke mange, der følger med i nyhederne og på de sociale medier. Der har også været en længere række rejseprogrammer i tv, hvor Leth har vist Hans Pilgaard rundt i både Frankrig og Spanien.

Tilbage i 2005 udgav Jørgen Leth bogen ”Det uperfekte menneske”, og her citerer han faderens ord: ”Husk nu at bruge dine øjne, søn.”  Jørgen skal ikke glemme at se, han skal opleve verden med sine egne øjne. Han skal opdage, at verden er fuld af billeder og betydning. Han skal prøve at forstå det han ser. Og hver gang han kommer hjem fra en rejse, fortæller han sin far om det han så. Han samler sine indtryk og viser dem frem. Han besluttede sig for, at han ville blive ved med at bruge sine øjne hele livet igennem.

Og det gjorde han.

Jeg traf ham nogle år efter ”Det uperfekte menneske” var udkommet, og på det tidspunkt havde han været igennem noget af en mediemølle på grund af et kapitel om ”Kokkens datter”, en pige på 17 år, som han tog, når han ville, fordi det var hans ret. Han kunne have hende, som han ville, skriver han. Han var besat af denne unge krop, der åbnede sig på det hvide lagen foran ham. Og Jørgen Leth spørger sig selv: Er det fantasien om at eje, der gør mig så vild? Er det forbudtheden?

Mange journalister og tv-redaktioner kastede sig over ham. Det gik også ud over Tour de France.

Jeg lavede selv et formiddagsprogram på DR1 dengang, og da jeg hørte, han var i København, ringede jeg til ham og spurgte, om han havde lyst til at være med? DR havde i anledning af festugen i Århus stillet et telt op på Store Torv, her skulle optagelserne foregå. Jeg lovede ham, at jeg ikke ville nævne kokkens datter med et eneste ord, og dagen efter blev han indlogeret på Hotel Royal, lige over for teltet.

Jeg besøgte ham tidligt om morgenen. Vi spiste morgenmad sammen, og jeg fortalte ham om min datter, Johanne, der var ved at skrive speciale på dansk-studiet og blandt andet havde et større afsnit om de sportsdigte, Jørgen havde skrevet i 60’erne. Han virkede meget interesseret og ville gerne høre nærmere om, hvordan hun greb det an.

Jeg fortalte om både mit og hendes forhold til sportens verden. Han blev helt rørt, da jeg lavede billeder af, hvordan Johanne var kommet med på stadion fra hun var helt lille. Jeg havde en sodavandskasse med, så hun kunne stå på den billige langside og kigge op over rækværket.

Her så hun Henning Jensen spille for AGF efter flere år i Real Madrid og Ajax. Han var ikke specielt god, for han kendte ikke medspillerne til de lange afleveringer.

Men sådan er sport også.

Jørgen bestilte mere kaffe.

Da vi lidt senere gik over til teltet, aftalte vi, at når optagelserne var færdige, skulle vi spise frokost sammen, inden han tog afsted igen.

Det hele gik fint, og da lamperne var slukket, gik vi længe rundt på torvet for at finde det rigtige sted til vores frokost. Jeg tjekkede menukort, mens Jørgen mere gik og kiggede ind ad vinduerne. Det tog lang tid, men pludselig standsede han op og sagde:

– Det er her, vi skal spise!

Jeg undrede mig, for stedet havde de sædvanlige marinerede sild, leverpostej, frikadeller, steg og ost, men Jørgen insisterede og gik indenfor.

Vi fandt et fint bord ved vinduet og satte os, mens vi ventede på tjeneren.

– Hvorfor skulle det lige være her? spurgte jeg.

– De har stofservietter, svarede han. Når man får et koldt glas øl med højt skum, er det en sand fornøjelse at tørre sig om munden med en rigtig stofserviet.

Og det gjorde vi. Flere gange.

Nu ved jeg ikke præcist, hvad det koster at vaske en serviet. Men måske nogle af de gode restauranter her i Svendborg kunne lære lidt her? Hvis man betaler flere hundrede kroner for et måltid, bliver det vel ikke væsentligt dyrere at servere med en nyvasket serviet af stof?

Alt i alt blev det en dejlig dag, et godt tv-program og en fin knuser ved taxaernes holdeplads. Og siden dengang har jeg flere gange spist der, hvor de har stofservietter.

 

Foto: Christian Dan Jensen