Jesper Lentz fra Rudkøbing er Langelands ildsjæl 2025

AF KIM BASSE
– Tusind, tusind tak, siger Jesper Lentz med grødet stemme og fortsætter: –
– At jeg skulle stå her som vinder i dag, blandt alle de ildsjæle, som er her, havde jeg godt nok ikke regnet med – faktisk ikke engang at være nomineret. Det er vildt. Jeg er rigtig, rigtig glad, bevæget og rørt.
Ikke desto mindre blev Jesper Lentz kåret af Folkeoplysningsudvalget til årets ildsjæl 2025. Kåringen kommer efter utrætteligt at have løftet opgaven som holdleder i Rudkøbing Boldklub, hvor han undervejs har indsamlet 250.000 kroner til et nyt lysanlæg.
Det på trods af, at han sideløbende har kæmpet en opslidende kamp på liv og død mod leukæmi.
– Det er rigtigt, at jeg har kæmpet med sygdom, samtidig med, at jeg har haft holdet, men sammen med min familie og venner har fodbolden givet mig energi til at komme videre.
– Jeg vil ikke kalde mig selv for en ildsjæl, for jeg gør det jo bare af lyst, og fordi det er sjovt. For mig er det sammenholdet i at mødes med gutterne og få en øl efter kampene, der driver mig.
Se video fra overrækkelsen af Ildsjæleprisen 2025 til Jesper Lentz
Det blev der lagt vægt på i nomineringen
Folkeoplysningsudvalget oprettede Ildsjæleprisen i 2009. Prisen uddeles hvert år til en ildsjæl, der i det daglige gør en forskel i en af de folkeoplysende foreninger eller aftenskoler på Langeland.
Man kan ikke selv søge ildsjæleprisen. Alle kandidater i godkendte folkeoplysende foreninger i Langeland Kommune indstilles derfor til prisen, som uddeles på udvalgets temadag den sidste søndag i januar på rådhuset i Rudkøbing.
På Folkeoplysningsudvalgets møde inden jul, blev de syv indstillede kandidater barberet ned til tre nominerede, som udvalget kårede vinderen blandt.
I indstillingen af Jesper Lentz, lagde Rudkøbing Boldklub blandt andet vægt på:
”Med sit gode humør og store engagement formår Jesper altid at få andre til at yde en indsats, og hans sygdom har ikke været en nævneværdig hindring. Når Jesper beder om hjælp til frivilligt arbejder, møder man op, fordi man ved, at han til enhver tid vil gøre det samme. Derfor er Jesper Lentz den eneste rigtige kandidat for os”.
De syv indstillede kandidater årets til Ildsjælepris var:
Rudkøbing Boldklub har indstillet Jesper Lentz
Langelands Brassband har indstillet Merete Andersen
Fitness Nord har indstillet Bibi Bechmann
Bøstrup Idrætsforening har indstillet Liva Nielsen
Humble Håndbold har indstillet Cecilie Frandsen
Rudkøbing Gymnastikforening har indstillet Kim Theodorsen
Rudkøbing Håndboldklub har indstillet Nicole Wehrbein
På Folkeoplysningsudvalgets møde inden jul, blev Bibi Bechmann, Merete Andersen, og Jesper Lentz nomineret. Vinderen af ildsjæleprisen 2025 blev fundet blandt disse tre kandidater.
