Jeg har fået en støvsuger

AF MARIANNE MOELSTED

Mine børn smilede forventningsfuldt til mig:
“I anledning af din flytning har vi købt en lille støvsuger til dig – så er du fri for det store skrummel, du har…”

Jeg kunne mærke min mands nip fra det hinsides og prøvede at smile begejstret…
GRRR –

Da vi var meget unge, var jeg på hold med en nyforlovet pige, der fyldte et helt frikvarter hver dag med snak om sin vidunderlige kæreste – nu havde han foræret hende en støvsuger – og den var så fantastisk og flot og blank og god til at klare sit job.

Vi andre smilede pænt – men da jeg kom hjem til min vidunderlige kæreste, greb jeg ham i skjorten og sagde indædt:
“Hvis du nogensinde forærer mig en støvsuger – så er det SLUT!!”

Han grinede bare af mig og stak mig kosten.

Og vi – bemærk vi – fik en støvsuger, da vi fik råd. Og han kørte den tålmodigt rundt i det lille hus mellem legoklodser og andet legeskrammel… Ungerne brugte den, når de fik ordre – og jeg var stadig gode venner med kosten.

Det gik i mange år. Én gang købte han sig en ny og flottere, og jeg smilede pænt til både ham og den. Han sørgede selv for at købe poser til den og rulle ledningen op.

Så blev jeg alene og skulle i mindre hus – og mine søde børn ville glæde mig.

De er voksne og har haft en barndom og opvækst sammen med mig – og deres fars støvsuger – og har ikke bemærket noget.

Nu ser jeg arrigt på den og hiver den lille blå sag ud af skabet, når nullermændene løber efter mig. Så hiver jeg ledningen ud af dens hule og tænder den, og omgående spænder den ben for mig.

Billedet er genereret med AI