Intet er så galt ..

AF LULU OKHOLM

I 2003 klappede mammografifælden i for mig, som det sker for hver 9. kvinde i DK. Så er det rart, hvis der også sker noget godt, og en dag blev jeg gjort opmærksom på en gruppelivsforsikring for kritisk sygdom. Dér stod jeg pludselig med 100.000 kr. i hånden. Sikkert var det, at de ikke skulle bruges til leverpostej og andre kedelige ting, men til noget uforglemmeligt og helt specielt.

På det tidspunkt var vores to børn voksne og uforlovede, så beløbet passede til fire billetter til Grønland i 14 dage. Så snart jeg var raskmeldt, drog vi på ekspedition til et af de smukkeste og mest særprægede lande i verden.

Turen startede helt mod syd, hvorfra vi i Erik den Rødes fodspor besøgte stederne for nogle af de norrøne bosættelser. Vi så ruinerne af Garðar, nordboernes bispesæde fra 1126-1408. Vi så rester af pakhuse, lader og stalde og Tjodhildes rekonstruerede lille, fine kirke på Brattahlið.

Efter et par dage under historiens vingesus tog vi rutebåden langs Grønlands vestkyst. Vi var så heldige at have Grønlands fodboldlandshold med om bord, så når vi lagde til i en by, stod der gerne et kor, som gav dem en lovsang. Der var god tid til at gå tur i byerne og opleve deres skønhed og egenart.

Når kaptajnen på rutebåden råbte HVAL, smed vi, hvad vi havde i hænderne, for at se de store pukkelhvaler optræde. Turen endte i Ilulissat, hvor den gigantiske isbræ for evigt vil være prentet på vores nethinder.

Vi så selvfølgelig også noget af Grønlands bagside. På båden faldt vi i snak med et ungt grønlandsk lærerpar. Hun drømte om livet på Amager med butikker og grønne træer, han om at sidde i sin kajak og gå i ét med naturen. Vi besøgte også kirkegården med de alt for mange grave med ganske unge mennesker, som valgte livet fra. Og vi kender jo alle til de mange problemer, befolkningen har at slås med: spiralsagen, misbrug, boligforhold, sprogbarrierer, uddannelse, geografisk spredning, kultursammenstød samt vold og svigt. Mange af jer har sikkert ligesom jeg grædt jer igennem Iben Mondrups bøger om Tabita, Vittu og Bjørn, rystede over, hvad vi bød den grønlandske befolkning. Men lignende rædsomme historier kender vi fra Godhavn og Sprogø.

Nu er Grønland på alles læber. Og mon ikke en vis mands rablende idé om at overtage landet vil bringe os meget tættere sammen og åbne vores øjne mere for det rigsfællesskab, vi alle skal tage vare på og være stolte over og glade for?

Således bringer denne lille beretning to eksempler på, at “intet er så galt, at det ikke er godt for noget”.

Privatfoto