Alle kender Efes i Rudkøbing
ANNONCE

AF CHRISTIAN DAN JENSEN
Alle i Rudkøbing kender hjørnet af Østergade og Sidsel Bagers Gade, her hvor Efes ligger og har gjort det i snart 35 år. I dag er det Hüzan Yildrim og hendes mand, Burhan Yildrim, der driver restauranten, men det var oprindeligt Hüzan Yildrims far, Haci Bayram Özdemir, som blev kaldt Efe, der startede stedet tilbage i 1991. Siden har den gode restaurant været en familiedrevet virksomhed, dog med lidt omrokeringer undervejs. I de allerførste år lå Efes i samme bygning Østergade 5 bare mod Sidsel Bagers Gade, men rykkede i 1993 ind på sin nuværende adresse.
Hüzan Yildrim drev forretningen i mange år sammen med sin søster og overtog så det hele i 1999.
– Her har alle dage været fuld af liv i sådan en familierestaurant. Vi var på et tidspunkt en søskendeflok på tre plus mine forældre, som drev restauranten i 1991, og selvom der har været en periode, hvor jeg flyttede til Århus, så har stedet alle dage heddet Efes – også i den periode, hvor vi solgte forretningen, og den kørte på andre hænder, fortæller Hüzan Yildrim, som købte stedet tilbage i 2014 og flyttede tilbage til Langeland.
Hüzan Yildrim og hendes mand, Burhan Yildrim
(Privatfoto)
Festlokale, mad og livemusik
Det gode køkken hos Efes er svært at komme udenom, og det favner bredt med mange forskellige retter på menuen. Her er både etniske specialiteter, som for eksempel tyrkisk-inspireret moussaka eller den meget populære plankebøf, som serveres autentisk på en varm planke i stedet for en tallerken. Og så sker der en masse andre ting i den store, karakteristiske hjørnebygning midt i Rudkøbing. Hüzan Yildrim er nemlig ikke bange for at prøve nye ting af.
– Jeg havde en tøjbutik i en del af bygningen op mod Torvet, som lukkede sidste år. Der var simpelthen ikke kunder nok. Så nu er lokalet blevet til selskabslokale, som kan lejes til private arrangementer, fester m.v., eller hvis man selv vil holde sit eget private arrangement. Det koster ikke noget at leje – til gengæld leverer vi forplejning og personale. Ønsker man ikke at benytte sig af køkkenfaciliteterne eller vores personale, kan man leje lokalet, siger Hüzan Yildrim, som også har kultur- og musikarrangementer på plakaten.
– Vi holder temaaftener på Efes, og det kan være fransk-, tyrkisk- eller spansk-inspireret med mad, vin og levende musik. I år sætter vi blus på flere arrangementer med livemusik. Når vi har livemusik, er menuerne faste. Først er der spisning, og så livemusik og dans, hvis man har lyst. Mad, drikke og musik til overkommelige priser.
– Den 20. april holder vi en forfatteraften, Langeland i hjertet, med 4-5 forfattere, der alle har ladet sig inspirere af Langeland. Den 25.april er der Blues aften med Maja & Klaus and the Dream Chasers og den 2. maj er der jazz-aften med Les Trois, og så får vi besøg af ELVIS Bandet den 23. maj, som – med et glimt i øjet – giver publikum en ordentlig en på opleveren med deres Elvis-show, smiler Hüzan Yildrim.
Følg Efes på Facebook
