Hvem føler vi med?
AF ERIK JAKOBSEN
I disse klummer har jeg tidligere funderet over om det overvejende går godt eller skidt i verden i disse år. Og svaret på dette spørgsmål vil naturligvis afhænge af hvad man fokuserer på. Det er en gammel sandhed at ulykker og drama sælger bedre end det modsatte, og det kan let fjerne fokus fra de håbefulde ting, der rent faktisk også sker. Når jeg som højskolelærer møder en masse unge mennesker der tilbringer et halvt til helt år sammen, bliver jeg klart mere fortrøstningsfuld. Med sådan nogle skønne unge mennesker så er der bestemt håb for fremtiden!
Jeg er så privilegeret at jeg i arbejdet med højskoleleverne får lov til at fordybe mig i en række interessante emner, og her støder jeg på mange spændende tænkere, der bruger deres store evner til at undersøge og formulere konstruktive veje fremad og væk fra elendigheden.
Der tales for tiden meget om at vi lever i ”Rovdyrenes tid” (bog af Giuliano da Empoli), og at der i mindre og mindre grad kan tales om ret og retfærdighed, og mere om rå magt. Det er der uomtvisteligt blevet mere af i de senere år, men det er altså ikke hele sandheden.
Mennesket har uden tvivl (hvis man tror på evolutionen) stadig rigtig meget stenalder i sig, og kan let forfalde til dyrisk brutalitet. Evolutionen fortæller os imidlertid også en anden historie om mennesket, og det er at vi kun er nået så langt som vi er ved at arbejde sammen. Selvom vores medmennesker kan være besværlige (se i øvrigt klummen fra marts i år), så har de fleste mennesker brug for mindst nogle andre medmennesker. Alt afhængig af opvækst og livsforløb kan man udvikle en jeg-bevidsthed, der rummer et større eller mindre ”Vi”.
Den tyske politolog Christian Welzel har optegnet en rækker ”Circles of Solidarity” der beskriver hvor langt vores følelse af ansvar, medfølelse og solidaritet rækker. Disse kan strække sig lige fra det isolerede individ (sig selv) over familien videre ud til nationen, kulturen og hele menneskeheden.
Det er et smukt og håbefuldt billede, synes jeg.
